Ugens udgivelse: The Sims 4

Ugens udgivelse: The Sims 4

Hos Gucca elsker vi nye udgivelser. Derfor laver vi hver uge et indlæg, som fortæller dig, hvilken nyhed, der især fortjener et ekstra klik. I denne uge kan du lade fantasien løbe af med dig og bygge lige, hvad du vil. The Sims 4 er nemlig udkommet til pc.

 

Skab din egen virtuelle verden

Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig en hel del til i dag. For selv om jeg har sat The Sims i computeren gennem de sidste 14 år, har jeg endnu ikke formået at blive træt af det fantastiske univers, hvor du helt selv kan bestemme, hvordan alting ser ud.

The Sims er et livssimulationsspil, hvor du styrer en familie af såkaldte simmere, hvis udseende og karaktertræk du selv kan vælge. Herefter bygger du deres hus, passer deres kæledyr og lader medlemmerne udvikle sig for øjnene af dig. The Sims udkom for første gang i år 2000, hvor der sammenlignet med i dag var meget begrænsede muligheder for, hvordan du kunne udfolde dig. Men med nu fire forskellige grundspil og et vanvittigt antal af tilbehørspakker har brugerne haft mulighed for at følge deres simmere gennem både regn og sne, dødsfald og fødsler, vareulvsforvandlinger og popstjernestatus.

Faktisk er det efterhånden kun din egen fantasi, som sætter grænsen for, hvordan dine simmere skal se ud, og hvad de skal opleve. Og selv når du går i stå, er der hjælp at hente online, hvor du kan downloade speciallavede huse, tøj og simmere. The Sims kan derfor blive præcis det spil, du gerne vil have det til at være.

 

sims 4 er udkommet

Hvad er forskellen på Sims 3 og Sims 4?

Hvis du allerede ejer de tidligere spil og ekstrapakker i serien, kan det være svært at forstå, hvorfor der nu kommer en ny Sims, og hvad en sådan titel har at byde på. Men faktisk findes der mange gode grunde til at købe det nye The Sims 4.

Først og fremmest har Sims 4 flottere grafik end sine forgængere. Her ser alting langt mere detaljerigt og velkørende ud, og dine kreationer vil derfor fremstå smukkere og mere levende end før. Derudover er det blevet nemmere at bygge både huse og simmere. Nu kan du rent faktisk flytte og kopiere rum i stedet for at slette alting og starte forfra, og producenterne har desuden tilføjet et søgefelt i byggedelen, så du nemt kan finde det, du leder efter. Samtidig er det blevet nemmere at modellere simmerne, da du nu kan trække og skubbe samtlige lemmer på deres krop, alt efter hvor store og små de skal være. Eksempelvis kan du hive fat i næsen med din mus og trække i den, indtil den har den rigtige længde og form.

 

Nye følelser og masser af multitasking

Men nok vigtigst af alt handler The Sims 4 mere om, hvem du er, end hvad du er. Det betyder, at dine simmere har mange flere følelser på spil end i de tidligere versioner. Hvor de i Sims 3 stort set kun kunne være glade eller kede af det, favner figurerne nu over 15 forskellige følelser, som har indflydelse på simmernes ansigtsudtryk og endda deres stemmebrug. Samtidig agerer simmerne på deres føleler. Derfor vil du eksempelvis opleve, at en vred simmer hopper en tur på løbebåndet for at spæne sine aggressioner væk.

Derudover kan simmerne nu multitaske. Hvor de førhen måtte smide alt, hvad de havde i hænderne, for at kunne føre en samtale, kan de nu tale, imens de går ture, tager opvasken eller laver andre hverdagsting. Tiden i spillet går desuden langsommere, så det ikke længere tager en hel formiddag for din simmer at lave morgenmad eller tømme skraldespanden.

Samtidig kræver The Sims 4 langt mindre af din computer for at kunne spilles, hvilket er utroligt godt nyt for børnefamilier, som ikke ejer en decideret spillepc. For Sims 3 var en virkelig tung titel at sætte i cd-rom drevet, og selv på en splinterny computer kunne spillet derfor ofte have problemer med at køre ordentligt. Men Sims 4 skulle altså rette op på det problem, og du kan derfor se frem til at spille, uden at det hakker eller fryser.

 

Sig farvel til swimmingpools og tumlinger

Med så mange nye tilvalg har producenterne bag Sims af gode grunde været nødt til også at have fravalg. Og det er gået ud over tumlingerne (stadiet efter baby men før barn) og muligheden for at bygge swimmingpools. De manglende svømmebassiner har ikke skabt det store røre, men flere fans af spilserien har været utilfredse med, at de små tumlingerne ikke længere er at finde.

Til gengæld kan de nu glæde sig over, at simmerne i de andre aldersgrupper er blevet langt mere individuelle, hvor du endda kan gå så vidt som at vælge deres gangart. Ud over at tumlingerne er forsvundet, tager du heller ikke længere til hospitalet for at føde. I stedet trylles en krybbe frem, hvor barnet ligger i, og den krybbe er barnet bundet til. Så hvor du før kunne bære rundt på babyen i hele huset, har du nu kun mulighed for at tage den op ved siden af dens krybbe, interagere med den og så lægge den ned igen. Til gengæld har du nu endnu flere interaktionsmuligheder med de nyfødte.

Ud over manglende småbørn har det ærgret fans, at du heller ikke i den nye udgivelse kan spille online med dine venner. Men det betyder på plussiden, at spillet ikke har brug for internet for at køre, når det først er blevet installeret.

 

sims-4-havearbejde

Snydekoder til The Sims 4

Egentlig burde man vel vente med at bygge store huse, til man har tjent pengene på ærlig vis. Og i bund og grund er det jo lidt snyd, at du med få klik kan gøre din simmer udødelig. Men hvis du ligesom mig gerne vil kunne bygge vilde villaer fra en start af og spille med den samme familie uden at tænke på, om tiden løber fra dem, så kan du her læse de mest anvendte snydekoder, der findes til The Sims 4.

 

De klassiske snydekoder

For at indtaste snydekoderne skal du taste Ctrl + shift + c. Nu kommer der et felt frem, hvor du kan skrive dine koder og derefter afslutte med enter.

  • motherlode – giver din familie 50.000 simoleoner
  • kaching – giver din familie 1000 simoleoner
  • rosebud – giver din familie 1000 simoleoner
  • FreeRealEstate on eller FreeRealEstate off – denne kode kan bruges, når du er ude i dit nabolag. Sætter du den til on, betyder det, at alle huse er gratis
  • resetSim {fornavn} {efternavn} – En virkelig smart kode, når spillet er gået i hårdknude. Indtaster du denne kode, vil din simmer nemlig blive nulstillet, hvis de for eksempel sidder fast et sted i spillet uden at være i stand til at komme videre
  • Death.toggl – Gør din simmer udødelig
  • Help – Viser dig alle de kommandoer, du kan bruge

 

De avancerede snydekoder

Samtidig kan du også gøre brug af de mere snu snydekoder. Her skal du atter trykke Ctrl + shift + c, hvorefter du skriver testingcheats on eller testingcheats off. Nu skal du holde shift inde og samtidig trykke med musen på den simmer, snydekoden skal gælde for. Herefter har du følgende muligheder:

  • Add to family – tilføjer personen, du har klikket på, til din familie
  • Make happy – er din simmer i dårligt humør, men orker du ikke at sætte ham til aktiviteter, som gør ham glad, kan du bruge denne snydekode. Den opfylder alle simmerens behov og gør ham i strålende humør
  • Modify in CAS – har du fortrudt din simmers udseende, kan du taste denne kode ind og få muligheden for at lave det hele om

Hvis du vil have endnu flere snydekoder, kan du besøge Simsleksikon, hvor de ofte opdaterer listen.

nyt sims spilh

Kan din computer køre The Sims?

Selv om The Sims 4 burde kunne køre på de fleste nye computere, er det altid en god idé at undersøge, om din computers specifikationer lever op til spillets krav. Kravene til spillet kan du se her:

  • Du skal have forbindelse til internettet for at aktivere produktet – og en Origin konto. Men derefter behøver du ikke internet for at spille
  • Dit operativsystem skal enten være Windows XP (Sp3), Windows Vista (SP2), Windows 7 (Sp1), Windows 8 eller Windows 8,1
  • Processoren skal være 2,0 GHz Intel Core 2 Duo, 2,0 GHz AMD Turion 64 X2 TL-62 eller tilsvarende
  • Hukommelsen skal være på mindst 2 GB ram
  • Du skal have mindst 10 GB ledig harddisk, hvis du vil have plads til installationen, brugermateriale og gemte spil
  • Computerens grafikkort skal være på 128 MB ram. Understøttede grafikkort er NVIDIA GeForce 6600 eller bedre, ATI Radeon X1300 eller bedre og Intel GMA X4500 eller bedre

Hvis du vil finde din computers specifikationer, skal du gå ind under “denne computer” (eller “denne pc”, hvis du bruger Windows 8). Her kan du højreklikke og trykke “egenskaber”, hvorefter oplysningerne kommer frem.

 

Køb The Sims 4 i dag

Modsat de tidligere versioner kan The Sims 4 endnu ikke købes til Mac. Du skal derfor have en almindelig PC for at få fingrene i det nye spil og alle dets muligheder. Du kan enten vælge at købe The Sims 4 i basisform eller som specialudgave. Den almindelige version er billigere, da du her kun får grundspillet. Men for få kroner oveni kan du købe The Sims 4 Special Edition, hvor du får en flammende tiki-bar og flotte festkostumer oven i købet. Basisudgaven af The Sims 4 kan købes her, og specialudgaven finder du her.

 

Kommentarer

Mai

Mai er selvstændig tekstforfatter med baggrund i journalistik. Hun har stort set altid næsen begravet i en bog men bruger ofte sine søndag eftermiddage på at dræbe farverige monstre på computerskærmen.

Se alle Mai's indlæg her