Nick
Anmeldelse af Men dansker bliver du aldrig
Er du nysgerrig efter at vide, hvorfor flygtninge ikke bliver i deres nabolande? Hvorfor de kommer til Danmark? Hvordan de kommer til Danmark? Hvordan bliver deres asylansøgning behandlet? Hvordan klarer de sig efterfølgende, kan det anbefales at læse bogen.
Bogen handler om fire flygtninge, der hver især flygter fra Iran og mere eller mindre tilfældigt havner i Danmark. Vi følger de fire, som trods deres forskelligheder bliver venner i eksillet.
Hver af dem forsøger at klare sig i det nye samfund med de evner, muligheder og relationer de har. Hvis der er nogen, der mener, det er nemt at integrere sig som fremmad i Danmark, hvis der er nogen, der mener, de fremmad ikke gør nok for at integrere sig, skifter de nok mening, når de har læst bogen.
En af hovedpersonerne gør alt for at integrere sig. Han går så langt, som det overhovedet er muligt for en person med en anden etnisk bagrund; farve hår, skifte navn, få dansk kæreste osv.. Hvordan hans iver efter at blive dansk bliver belønnet, kan bogens titel afsløre. Men det er vigtigt at understrege, at bogen viser, at det at være dansk, er en konstruktion, som mere eller mindre er uafhængig af den fremmads integrationsiver, selvsyn, følelser og tilpasningsanstrengelser. Man er bare ikke velkommen i det fine selskab, uanset hvor meget man end prøver. Bogens titel kan måske vildelede folk til at tro, at bogen er fuld af standardiserede flosker om, hvor racistiske danskerne er. Men bogen er faktisk meget alsidig og mere raffinerede end som så. Der er således både humor, selvironi og nuancerede syn på problemstilling. Institutionelt kan forskelsbehandlingen mærkes mest, når de skal have job eller når der søges besøgsvisa til deres familiemedlemmer. Men forskelsbehandlingen stopper ikke der, den findes også i deres menneskelige relationer. Når en dansk kæreste, som svar på et spørgsmål siger: det er fordi, du kommer fra en anden kultur, når en gæsts første spørgsmål efter hilseceremonien er: hvor du kommer fra, så får man det slået fast en gang for alle, hvad man ikke er.
Indimellem kan man som læser synes, der er overflødige afsnit, fx en lang beskrivelse af en dansk kvindes liv i bogen. Men med næremere eftertanke har det måske noget med at vise, hvordan den institutionelle religion kan være ødelæggende for mennesker, ligegyldigt om den bliver praktiseret på samfundsniveau i Iran eller i en lille landsby i Danmark. Måske forsøger forfatteren også at vise, at der kun er dem, der har mærket undertrykkede forhold på kroppen, kan forstå flygtningene. Denne kvinde er nemlig en trofast ven for de fire venner gennem hele livet.
Udadtil ser deres liv lige så normalt ud som enhver dansker; de arbejder, søger seksuel trøst osv., forskellen er bare, at de fire flygtninges bekymringer, afsavn, identitetsskabelsesproces er mere kompleks, intens og flertydige.
Hvis man nogensinde har været misunderlig på flygtninges røde cykler, så giver bogen et fantastisk billede af deres liv indefra, som til trods for deres små succeser absolut ikke er misundelsesværdig. At de har redet livet, men også har betalt en høj pris, får vi at vide af deres fælles danske veninde:
De har nydt godt af og har betalt prisen for deres valg.
