UNDER EN STENDYNGE i udkanten af Århus bliver to kvinder fundet myrdet og delvist skeletterede i hver sin kuffert. Der er anbragt stearinlys på stedet, den ene kvindes hud er fyldt med bogstavet Y, og den anden har en sjælden prærieblomst i håret. Politikommissær Daniel Trokic bliver sat til at lede efterforskningen, der peger i flere retninger: Mod det afrikanske kontinent, et religiøst vanvid og et uhyggeligt møde med det danske dyrerige. For hvad er det, kvinderne havde tilfælles, og hvorfor havde den ene hacket en prominent psykiaters computer? Da endnu en kvinde forsvinder, haster det for Trokic og hans team med at finde ud af, hvad morderen vil fortælle med sin makabre iscenesættelse og symbolik.
Man kan jo næsten ikke vente med at følge Trokic og co. opklare nye mordgåder. Ondt Vand er supergodt skrevet, den holder spændingen hele vejen igennem - og man kan umuligt gennemskue plottet. Og så er den en krimi i den lidt mere hardcore boldgade, befriende fri for plidderpladder. Måske er det lidt tidligt at sige, at man glæder sig til den næste, når Ondt Vand jo lige er udkommet. Men det gør jeg!