Coda

Beskrivelse

CODA er det afsluttende kapitel i Mikkel Thykiers essayserie, hvor et nyt liv tager form. Bogen udforsker et liv, der leves frit og naturligt, uden at lade sig binde af traditionelle livsformer som det poetiske, filosofiske eller politiske.

En refleksion over livets mange facetter og en ny tilgang til erfaringer uden for de gængse rammer.

CODA markerer slutningen på Thykiers essayserie og præsenterer en tilstand, hvor livet leves med alle dets omveje og blindgyder, lige så naturligt som en drøm. Det er ikke et liv, der søger dybe indsigter gennem guddommelig ånd, poesi, filosofi, politik eller moral, men derimod en vedvarende undvigelse af disse former og institutioners begrænsninger og kontrol.

Bogen består af en samling længere essays, dagbogsnotater og skitser, som sammen tegner et tværsnit af det 20. århundredes kunst og litteratur. Udgangspunktet er en personlig udmattelse, som sættes i relation til litterære erfaringer, hvor små ændringer i sproget fremkalder oplevelser, der minder om religiøse og mystiske traditioner.

Et essay om maleren Francis Bacon bruger drømmen som eksempel på en kraft, der overtager bevidstheden, så drømmeren ikke længere tænker selv, men oplever at tankerne drømmes gennem sig. Et andet essay undersøger Andy Warhols tegninger, hvor menneskefiguren reduceres til en følsom streg, og denne reduktion følges gennem 1900-tallets nihilisme og minimalismen i amerikansk billedkunst i 1950’erne og 1960’erne.

Derudover indeholder bogen en række kortere tekster, der behandler beslægtede temaer, såsom:

• Simone Weils selvskabende og selvskadende adfærd
• T. S. Eliots feber
• Iris Murdochs generthed
• Fotografiets og fotografens rolle i synlighed, selvbillede og selvblindhed

Samlet set udgør bogens tekster en dramatisk omvending af det 20. århundredes litterære og kunstneriske arv med en ny orientering mod erfaringer, som endnu mangler deres sprog.

De tidligere bind i serien har modtaget ros for deres unikke essayform og dybde. Erik Skyum-Nielsen beskrev serien som værende “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt”. Tue Andersen Nexø kaldte teksterne “nærmest groft uetiske” og “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud”.

Serien begyndte med Entré (2009), som indeholder tre forord eller grundrids for serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), der handler om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens rammer. Fanculo crepa (2015) behandler behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet, mens Dias (2016) undersøger litteratur og kunst, der nedbryder institutionerne omkring dem.

Yderligere information