Den Russiske Revolution Og Borgerkrig

Den russiske revolution læst som et stykke drama
Jonas Foldager og Marie Frederiksen: Den russiske revolution og borgerkrig : da arbejderne tog magten. - København : Forlaget Marx, 2017. - 266 s.
Hvis man hverken er historiker eller kommunist, hvad skal man da med en faglitterær bog om den russiske revolution? Jo, man kan tage og læse den som et stykke drama, så sindsoprivende som kun virkeligheden kan være.
Bogen er skrevet med afsæt i ’pro-revolution og pro-socialisme’, som forfatterne redeligt i for-ordet gør opmærksom på. Der lægges heller ikke skjul på, at ”formålet med denne bog er at lære af revolutionen med det formål at bruge erfaringerne i fremtidens klassekampe på arbejderklassens side”, det kundgøres også i forordet. Et slagskrift, ja. Men dramaet består i beskrivelsen af den Russiske revolution i 1917, som handlede om ”at tage magten over sit eget liv og at forandre verden til noget bedre.” Findes der et drama, der måtte have bredere vinger og et højere vingesus?
Bogen giver en meget nøje kronologi over begivenhederne fra den første mislykkede revolution i 1905 til oktoberrevolutionen 1917, den efterfølgende borgerkrig samt revolutionens udvikling frem til 1940. Der gives også en gennemgang af de revolutionære vinde i Finland, som umiddelbart efter oktoberrevolutionen erklærede sig selvstændig og derved afsluttede den over 100 år lange periode som en russisk storhertugdom.
Bogen dækker mere eller mindre perioden fra 1903 til 1940 og røber en imponerende viden – og personlig stillingtagen. Den gør på ingen måde bogen mindre ”videnskabelig”; læseren udfordres til selv at forholde sig begivenhederne og til at være enig eller uenig i forfatternes udsagn.
Hvad er der til den litterært interesserede? Til at starte med: den sagprosastil, som bogen er skrevet med, er velgørende, en essaytekst udmærker sig jo ved, at man ikke lægger mærke til den. Og selvom der ikke dykkes ned på individniveau – eller måske netop derfor – kan man tillade sig selv at befolke de dramatiske rammer med mennesker og følge deres liv, fra den armod, der gjaldt under tsaren, til den næsten uundgåelige revolution, hvor de forarmede arbejdere tog skæbnen i deres egne hænder – og revolutionens videre skæbne. Helt ubærlig var historiens gang i Finland umiddelbart efter at landet var blevet selvstændigt. Der var præget af en ideologi, måske især angsten for ideologi, som i den grad fik delt den finske befolkning og førte til en skamfuld og uhyggelig borgerkrig, som satte ar i den finske folkesjæl.
Der findes oceaner af romaner og film, som er placeret i begivenhederne for den russiske revolution. For slet ikke at tale om den mængde faglitteratur og udgivne kilder til denne historiske periode. Men Jonas Foldagers og Marie Frederiksens bog giver en fortættet faghistorisk fortælling om dramaet, der levner plads til læseren til at se mellem linierne. I hvor høj grad det socialistiske grundsyn præger fremstillingen, må andre bedømme. Men de steder, hvor de politiske bias springer i øjnene, giver jo en altid kærkommen lejlighed til at være uenig.