Farlige Film 1

Farlige film 1 udforsker filmens potentiale som en kunstform, der kan være både provokerende og risikofyldt for dem, der skaber eller medvirker i den. Bogen dykker ned i værker knyttet til Fluxus, Yoko Ono og Bob Dylan, hvor filmene ikke bare underholder, men også udfordrer og forstyrrer.

En undersøgelse af film som en kraftfuld og til tider farlig kunstform.

Film kan rumme mange facetter: de kan bevæge os, underholde, få os til at grine, oplyse, eksperimentere eller åbne vores øjne for nye perspektiver. Men nogle film går længere, de kan virke foruroligende og endda subversive. Når instruktørerne virkelig tager filmkunsten alvorligt, kan det føre til værker, der er så intense, at de bliver direkte farlige for både skaberne og deltagerne.

Det er netop denne tanke, der danner grundlaget for serien "Farlige film", som starter med dette bind, der fokuserer på film forbundet med Fluxus-bevægelsen, Yoko Ono og Bob Dylan.

Yoko Ono, med sin tilknytning til Fluxus, skabte i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne en række konceptuelle og poetiske film, ofte i samarbejde med John Lennon. Disse værker blev først fuldt ud levende, når publikum engagerede sig med dem. Nogle af filmene vakte stor opsigt og blev betragtet som provokerende i deres samtid. Et særligt eksempel er filmen Rape fra 1969, hvor filmmediets kraft var så overvældende, at det næsten tog kontrollen fra instruktørerne.

Bob Dylan har siden midten af 1960’erne været involveret i flere filmprojekter, som ved første øjekast virker mindre kontroversielle. Men i hans mest omfattende filmværk, den fire timer lange Renaldo and Clara fra 1978, var hans personlige engagement så sårbart og åbent, at han erfarede, hvor farligt det kan være at arbejde med film som kunstform.

• Yoko Onos og John Lennons konceptuelle film, der udfordrer publikums opfattelse
• Den kontroversielle film Rape og dens næsten overvældende kraft
• Bob Dylans dybt personlige og langvarige filmprojekt Renaldo and Clara