Bund

BUND var en stærk og velorganiseret jødisk arbejderbevægelse, der opstod i 1897 i Østeuropa og Rusland. Den stod som et alternativ til zionismen og kæmpede for jiddischtalende jøders kulturelle og politiske rettigheder.

En politisk bevægelse for jiddischtalende jøders selvstændighed og arbejderrettigheder i Østeuropa.

Det almene jødiske arbejderforbund, kendt som BUND, blev grundlagt i 1897 og udviklede sig til en livskraftig politisk kraft blandt jøder i Rusland og Østeuropa. Bevægelsen var et klart alternativ til den zionistiske bevægelse, som Bund var imod på grund af dens nationalistiske og kolonialistiske ambitioner.

Bund kæmpede for de jiddischtalende jøders kulturelle selvstændighed og etniske ligestilling, samtidig med at de arbejdede for bedre rettigheder for arbejderklassen i deres samfund. Bundisterne så de jiddischtalende jøder i Rusland og Polen som et særskilt jødisk folk, i modsætning til zionisterne, der betragtede alle jøder i verden som én samlet gruppe.

Bogen giver en grundig gennemgang af bevægelsens oprindelse, dens politiske holdninger og udvikling. Den indeholder også et kapitel om bundister, der levede i eksil i Danmark. Derudover berøres konflikten med Lenin og bolsjevikkerne, som til sidst førte til, at partiet blev forbudt.

Før Anden Verdenskrig var Bund og de ultraortodokse zionister de mest markante politiske modstandere inden for det jødiske samfund. Efter nazisternes udryddelse af disse grupper stod zionismen tilbage som den dominerende politiske retning blandt jøder.

Den svenske historiker Håkan Blomqvist, kendt for værket ”Socialism på jiddisch”, skriver blandt andet om bogen:

”I en så pass begränsad historik om 100 sidor har Thing både lyckats ge en rimlig översikt kombinerad med djupdykningar i ideologiska frågor kring nation, språk, demokrati och kommunism. Genom ett antal mikrobiografier över ledande bundister speglas rörelsens utveckling och ideologiska brytningar. Ett särskilt kapitel ägnas Anna Mironovna Leepa, ledaren för Bund i Köpenhamn som i splittringen mellan kommunister och socialdemokrater efter 1917 ådrog sig vänsterns raseri och gick ett ganska sorgligt öde till mötes….”