Der Er Altid Nogen At Befri

Der er altid nogen at befri følger Katrina, der indlægges på Odense Universitetshospital med anoreksi. Vi oplever hendes kamp gennem tre måneder, hvor hun bevæger sig fra benægtelse til en form for selvindsigt, der gør hende klar til at forlade psykiatrisk afdeling.

En intens fortælling om kampen mod anoreksi og den indre konflikt mellem løgn og sandhed.

Katrinas rejse gennem sygdommen er både rå og rørende. Under hendes indlæggelse følger vi nøje hendes forsøg på at skjule sandheden, ikke kun for personalet, men også for sin mor, kæreste og ikke mindst sig selv. Romanen er gennemsyret af løgne, som Katrina mestrer at væve ind i sit daglige liv, mens hun kæmper med sin alvorlige sygdom.

Fortællingen balancerer mellem mørk galgenhumor, kynisme og selvironi, men alvoren bag sygdommen er aldrig til at tage fejl af. Allerede i prologen mærker man døden nærme sig, da Katrina for første gang ser psykologen i øjnene og siger:

”Er du bange for at dø - ”, spørger psykologen.
”Nej”, siger hun og kigger for første gang psykologen i øjnene. ”Jeg er ikke bange for at dø, men jeg mener… Når nu jeg skal dø, vil jeg da gerne have lidt kontrol over, hvornår det skal ske, og hvordan jeg ser ud, når jeg er død.”

Katrina befinder sig i en dyb indre konflikt, hvor hun tvivler på, om livet overhovedet er værd at leve. Johanne Kirstine Fall har med en rammefortælling i tredjeperson skabt et rum, hvor Katrinas stemme, som en slags reporter, træder frem og giver et unikt indblik i en verden, hvor noget så basalt som at spise bliver en kampzone.

Forfatteren skriver med stor styrke og indlevelse, og Katrinas medpatienter får hver deres særpræg og historie, som gør dem levende og troværdige. Udover anoreksien viser Katrina også tegn på psykoser, og gennem groteske beskrivelser får læseren et skarpt indblik i hendes vrangforestillinger. Et eksempel er scenen ved frokosten, hvor hun oplever, at knækbrødet får små buler til at bevæge sig under huden:

• ”Vi sidder samlede ved frokosten. Jeg skal spise rejeost. Jeg tager en bid af knækbrødet, der vokser små buler frem under min hud. De bevæger sig op og ned under huden på mine arme, huden spændes og bliver stram over dem. Jeg ved, at det er rejerne fra osten. Man kan se deres små ben arbejde under min hud …”

Der er altid nogen at befri er en rå, skrøbelig og sårbar fortælling, der samtidig bevarer en usentimental tone hele vejen igennem. Som læser får man en dybere forståelse af anoreksiens komplekse og mangefacetterede natur.