Højskolevævning Og Kvindeliv I Askov

Beskrivelse

En fascinerende fortælling om vævningens udvikling i Askov og dens betydning for kvindeliv og håndværk fra slutningen af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet.

Hvordan vævning blev en central del af kvinders liv og højskolekultur i Askov gennem mere end et århundrede.

Interessen for håndarbejde, særligt vævning, er stigende i takt med, at bæredygtighed og genbrug får større fokus som modspil til masseproduktion. På samme måde opstod en lignende bevægelse i slutningen af 1800-tallet, hvor Askovs vævehistorie tog sin begyndelse. Det var Jenny la Cour, der introducerede håndvævning i Askov, og i de efterfølgende årtier blev de traditionelle bondevævninger, med deres karakteristiske mønstre og farver, genoplivet af Askovs vævekursister. Inspirationen til dette kom især fra højskoler i de nordiske lande, men også fra danske dragter, mønstre og tekstiler hentet fra museer, samlinger og kursisternes egne hjemegne.

Den svenske hemslöjds-tradition og folkehøjskoler spillede en stor rolle, særligt den anerkendte Sätergläntan Vävskola, grundlagt i 1926 i Dalarna. Her fik Paula Trock idéen til sin egen væveskole for kvinder, hvilket førte til oprettelsen af væveskolen Askovhus, væveværkstedet Troba og Spindegården i Askov. I sine næsten 50 år i Askov blev Paula Trock kendt for stoffer, der både trak på bondevævningens traditioner og de smukke, enkle uldstoffer, som blandt andet blev brugt i klassisk dansk møbeldesign.

I 1930’erne fik Charlotte Rud vævning ind som et fast fag på højskolen, og i 1953 overtog Inge Bjørn, netop som højskolens tætte forbindelse til landbolivet var ved at ændre sig. Inge Bjørns undervisning markerede et pædagogisk og kunstnerisk vendepunkt, hvor kursisterne blev aktive medskabere i processen, helt i tråd med tidens ånd.

Askov Højskole i det sydlige Jylland var i over 100 år et innovativt og inspirerende centrum for væveundervisning, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn hver især satte deres præg. Deres arbejde gjorde det muligt for tusindvis af kvinder at skabe smukke og funktionelle tekstiler til husholdningen eller endda at opbygge en karriere som selvstændige vævere eller vævelærere.

Bogen beskriver, hvordan vævningens udtryk, kvindens rolle og højskolekulturen i Askov udviklede sig fra 1889 til 1993, hvor Inge Bjørn afsluttede sin lange periode på højskolen. Den indeholder 168 sider med 154 illustrationer, halvdelen i farver og halvdelen sort-hvide historiske billeder, der viser væveværkstederne, kursister og vævelærere i Askov, Askovhus og Spindegården. Farvebillederne præsenterer stoffer, mønstre, skitser, garn- og væveprøver.

Omslaget og forsatsen viser et udsnit af en gobelin vævet i hør efter en tegning af vævelærerinde Frances van Hall fra Askovhus, mærket “P. Trock”. Originalen findes på Museet Sønderskov.

Yderligere information