Intermezzo Og Skovene

Intermezzo og Skovene samler to af Johannes V. Jensens tidlige værker, der tager læseren med på en rejse gennem både ydre landskaber og indre søgen efter identitet. Teksterne, der er ledsaget af kortere relaterede stykker, giver et levende billede af forfatterens ungdom og hans intense blik på natur og menneskeliv.

En samling af rejsefortællinger og poetiske skildringer, der udforsker menneskets indre og ydre verdener.

Bogen indeholder Intermezzo fra 1899 og Skovene fra 1904, to tekster, som Johannes V. Jensen skrev i sin blomstrende ungdom. Disse værker er her samlet i en kritisk og kommenteret udgave, der også inkluderer flere kortere tekster med tæt tilknytning til hovedteksterne. Vi følger forfatteren på hans rastløse rejse gennem Sevilla, Paris og Birubunga, hvor han søger efter ”det kvindelige Princip”. Rejsen ender med et blik vendt mod ”Manddommens Idealer, Orden, Tugt og Komfort”.

Intermezzo er blevet kaldt ”en lille, men betydningsfuld tekstsamling” af Lars Handesten og blev ifølge Edith Rode i stand til at vække sin samtid. Edvard Brandes fremhæver den som en samling fyldt med ”pragtfulde iagttagelser”, mens C. E. Jensen ser Johannes V. Jensen som en ”hidsigt fremstormende naturkraft”.

Skovene beskrives af Sven Lange som værende præget af en ”intens skarphed”, som ikke tidligere er set i dansk poesi. Poul Levin værdsætter de levende og kraftfulde ord, og Vilhelm Andersen spørger, om der findes en større naturmaler i verdenslitteraturen end denne jyde. Otto Gelsted kalder værket ”Østens Himmerlandshistorier”, og Bent Haugaard Jeppesen ser det som nogle af Jensens mest kunstnerisk vellykkede arbejder. Lars Handesten beskriver det som ”topmålet af romantisk ironi” og en intens udtryk for en splittet sjæl, mens Frits Andersen betegner bogen som en raffineret litterær allegori og en skarpsindig antropologi, der rummer en renselse og fuldbyrdelse af både manden og digteren.