Levende Død

Beskrivelse

Lev med Maximians seks elegier, hvor livet skildres som en uundgåelig proces af forfald og tab. Digteren sørger over sit svindende legeme, tabt styrke og værdighed i en række klagesange, der både er dybt melankolske og mørkt humoristiske.

En intens og sortsynet refleksion over aldring, seksualitet og forgængelighed i senromersk poesi.

Maximians eneste bevarede værk består af seks elegier, der stammer fra midten af det 6. århundrede e.v.t. Her beskriver han livet som en lang og uundgåelig nedbrydning. Gennem sine klagesange udtrykker han sorg over sit kropslige forfald, tabet af sin maskuline kraft og værdighed.

Bogen er en del af Harald Voetmanns anerkendte serie af oversættelser af romersk litteratur, der blandt andre tæller Plinius den Ældre, Petronius’ Satyricon, Sulpicia, Juvenal og Catuls digte. I dette selskab fremstår Maximian som den mest pessimistiske stemme.

Elegierne kredser om tab og længsel, men trods deres dybe sorg er de også fyldt med en skarp, hånende humor. Digteren spotter nådesløst sin egen forfaldne krop, som han kalder et "gravsted for sanser og vid". Alderdommen beskrives som en tilstand af at være "levende død", og han latterliggør sig selv med linjer som:

• ”Vaklende, skælvende står gammelfar og tror altid det værste (…).”
• ”Hensvundne dage lovpriser han og foragter samtiden.”
• ”Han mener, at han alene i verden er lærd og forstandig.”
• ”Når han fremturer som vis, / bliver han visselig dum.”

Seksualiteten i digtene er ofte forbundet med smerte og tab. Der er mange beskrivelser af mislykkede samlejer, og digterens impotens fjerner ikke hans vedvarende begær. Seksualiteten symboliserer et stort tab, ikke blot af fysisk kraft, men også af uskyld.

Men bogen handler om mere end blot kroppens forfald. Ifølge Harald Voetmanns efterord bliver den gamle mands svindende lem et symbol på universets forgængelighed, fra det personlige til det kosmiske, fra små lidelser til verdens ende.

Om Maximian selv ved vi næsten intet med sikkerhed. Han nævner i elegierne, at han er af etruskisk afstamning, har været advokat, kendt filosoffen, senatoren og digterkollegaen Böethius, og at han som ældre mand har været udsendt på en diplomatisk fredsmission til Konstantinopel. Udover disse få oplysninger er hans liv indhyllet i mystik.

Maximians seks elegier er en dybt personlig lamentation over svigtende kraft, uopfyldte drømme og alt, hvad der forfalder, kroppen, nationen og selve universet.

Yderligere information