Parlamentarismens Krise

Parlamentarismens krise er en skarp og klassisk kritik af det repræsentative demokrati, skrevet af Carl Schmitt. Bogen analyserer de politiske alternativer til parlamentarismen, som var aktuelle i hans tid, nemlig kommunisme og fascisme.

En dybdegående kritik af parlamentarismens svagheder og en historisk indsigt i Weimar-republikken.

Parlamentarismens krise udkom første gang i 1923 og regnes som en betydningsfuld tekst inden for det 20. århundredes politiske tænkning. Carl Schmitt fremlægger her en kraftfuld og provokerende kritik af det repræsentative demokratis iboende modsætninger. Selvom værket ofte tolkes som et angreb på parlamentarismen, viser oversætter Lars Christiansen i sin introduktion, at Schmitt faktisk forsøger at forsvare Weimar-republikken. Dermed giver bogen også et værdifuldt historisk perspektiv på den politiske kultur i Weimar-Tyskland.

Bogen er blevet rost for sin vedvarende relevans og skarpe analyse:

• "Hvorfor dog udgive og læse den ærkereaktionære Carl Schmitt i dag? Det er der rigtig gode grunde til... Carl Schmitt præsenterer i Parlamentarismens krise et livskraftigt stykke modoplysning, og hans antiuniversalisme har vel næppe haft større opbakning siden Anden Verdenskrig." - Weekendavisen
• ♥♥♥♥♥ - Politiken
• ★★★★★ "Den snart 100 år gamle bog er både original og foruroligende i al sin dramatiske korthed." - Jyllands-Posten

Om forfatteren

Carl Schmitt (1888-1985) var en både kontroversiel og genial tænker, ofte omtalt som ’vor tids Hobbes’ og ’nazismens filosofiske gudfar’. Hans skarpe kritik af liberal-demokratiske idealer har gjort ham til en af de mest originale intellektuelle stemmer i moderne politisk filosofi.