Pibende Hængsler

Pibende hængsler kaster lys over en lille gruppe socialdemokrater under Anden Verdenskrig, der nærmede sig en fascination af det nazistiske Tyskland. Bogen udforsker, hvordan nogle af dem endte med at støtte nazismen, mens andre valgte at træde væk.

En dybdegående undersøgelse af socialdemokraternes komplekse forhold til nazismen under besættelsen.

Under Anden Verdenskrig var der en særlig gruppe socialdemokrater, som blev draget af Tysklands økonomiske politik og ideologi. Statsminister Stauning, der sad ved magten indtil sin død i 1942, støttede samarbejdspolitikken og var fascineret af planøkonomien i Tyskland. Han så tilsyneladende ingen anden mulighed end, at Danmark på et tidspunkt ville blive en del af et stortysk rige.

De socialdemokrater, som denne bog fokuserer på, retfærdiggjorde deres holdninger ved at hævde, at de blot fulgte Staunings linje og dermed partiets politik. Mange af dem blev dog efter krigen ekskluderet fra partiet, da man gjorde op regnskabet. Det var først efter Staunings død, at partiet internt kunne tage et opgør med disse afvigere og fastlægge den rette kurs for resten af besættelsestiden.

Blandt personerne i bogen findes Jens Otto Krag, som forlod kredsen i rette tid, samt Harald Bergstedt, der var nazist og samtidig ophavsmand til populære børnesange som "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede".

Politikere og historikere har siden forsøgt at tegne klare skel mellem de forskellige holdninger, men historien er mere kompleks, end det ofte fremstilles. Et maleri i Socialdemokratiets gruppeværelse viser Vilhelm Buhl, der efter Staunings død blev statsminister, styre kutteren Jenny, som reddede danske jøder over Øresund. Samtidig er Buhl kendt for sin stikkertale, der kritiserede sabotører og modstandsfolk.

Det er denne historiske problematik, som Arne Hardis tager fat på i Pibende hængsler.