Sigbrits Bålfærd

Sigbrit Willums sidder i statsfængslet i Vilvorde i september 1531, dømt til at blive brændt på bålet. Hun fortæller historien om, hvordan hendes datter Dyveke blev kongens elskerinde, og hvordan hun selv, den ældre torvekvinde, endte som hans nærmeste rådgiver.

En dramatisk fortælling om magt, mystik og skæbne i Nordens tidlige renæssance.

I 1507 ankommer Sigbrit til Bergen, hvor hun slår sig ned som torvekone. Fra sin lille bod sælger hun blomster og vafler og laver i smug urtemedicin mod forskellige lidelser. Forretningen går ikke strålende, men hendes datter Dyveke, kun 17 år og utrolig smuk, tiltrækker opmærksomhed. Da den unge Christian II kommer til byen, får Dyveke og Sigbrit en invitation til kongsgården, og inden dagen er omme, bliver Dyveke kongens frille, mens Sigbrit langsomt bliver hans betroede rådgiver.

Christian indlogerer dem først i Stenhuset i Oslo og senere på Hvidøre Slot nær København. Han besøger dem næsten dagligt, og ofte søger han mere råd i Sigbrits stue end i Dyvekes kammer. Da Dyveke dør under mystiske omstændigheder i 1517, binder det Sigbrit og Christian endnu tættere sammen.

Kongens ustabile sind og adelens modstand vokser, og samtidig skærpes konflikten med Sverige. I 1523 mister Christian tronen og må gå i landflygtighed. Sigbrit følger med ham hemmeligt ombord på skibet til Holland.

Tilbage i 1531 sidder Sigbrit fanget i Vilvorde og ser tilbage på sit liv. Hun afslører, at det ikke var Torben Oxe, der stod bag Dyvekes død.

Sigbrits bålfærd er skrevet af Bergljot Hobæk Haff, en af Norges mest anerkendte forfattere i nyere tid. Hun er oversat til flere sprog og har modtaget adskillige priser, herunder to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris. På dansk kan man også læse hendes værker Renhedens pris, Skammen og Den evige jøde.

Anmeldelser fremhæver, hvordan bogen levende vækker fortidens mennesker til live, fra konger og biskopper til magikere og charlataner. Frederik Wandrup fra Dagbladet roser især hovedpersonen og den skarpsindige indlevelse, mens Henrik Schovsbo fra Fyens Stiftstidende kalder det en betydelig roman, der med stor fornøjelse kan læses for at få gåden om Dyvekes død opklaret.