Stå Aldrig Til Søs!

Beskrivelse

Stå aldrig til søs! er den afsluttende bog i en trilogi, der med humor og varme fortæller sjove historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet mellem 1953 og 2006.

En humoristisk og ærlig skildring af livet til søs og de farverige personligheder, der befolkede flåden i en svunden tid.

Bogen tager dig med på en rejse gennem kendte skibe og tjenestesteder, hvor opdigtede navne og karakterer væves sammen med virkelige begivenheder og personer. Historierne bygger på autentiske hændelser og vandrehistorier fra flådens verden, hvor humor og øgenavne har været en fast del af kulturen helt tilbage til Tordenskjolds dage. Det var sågar en del af officerernes bedømmelse at have sans for humor.

Romanen skildrer mange farverige typer, som i dag er svære at finde i vores mere politisk korrekte samfund. For at placere fortællingen korrekt i tid, nævnes en række faktiske personer og begivenheder, som du kan finde listet bag i bogen. Skulle der opstå ligheder med personer uden for denne liste, skyldes det alene læserens fantasi, da alle øvrige karakterer er fiktive.

Bogen beskriver også en tid i søværnet, hvor chefer virkelig var chefer, i modsætning til senere, hvor nogle blev styret af talsmænd og tillidsfolk, som havde større indsigt i arbejdsret og overenskomster end ledelsen selv. Forsvarsledelsen valgte ofte politisk korrekthed frem for at støtte personellet i felten og på skibene. De unge officerer lærte tidligt, at det ikke altid var faglig dygtighed, der førte til topstillinger, men snarere evnen til at behage de rigtige personer og opretholde gode relationer, også uden for arbejdstiden.

Dem, der kunne tie stille og holde egne tanker for sig selv, gled videre til komfortable stillinger i NATO, Forsvarskommandoen og ministeriet, væk fra det dybe vand. Her gik de rundt med vigtige dokumenter og nynnede: "Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs, lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerne på".

De officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte i stedet at være søværnets rygrad og sejlede ofte ud på det dybe vand. De fik mindre i løn, fordi de, der sad på land og fordelte ressourcerne, altid sørgede for sig selv først. Selvom de sejlende havde længere og mere risikofyldte vagter, måtte de nøjes med de smuler, der blev tilbage.

Der findes utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag, og hvor dygtige officererne var, for god markedsføring har altid været vigtig. Men som Churchill sagde i 1942: "Most, if not all, of the Navy's work goes on unseen." Det er måske også bedst sådan, for ikke alle de skandaler, som visse guldkysede officerer stod bag, ville tåle dagens lys.

Forfatteren har især i denne serie valgt at fokusere på de morsomme historier og rygter, som aldrig blev nævnt i forsvarsmedierne eller Hjemmeværnsbladet, der i flåden gik under øgenavnet Pravda.

Yderligere information