Tystnaden

Tystnaden dykker ned i billedkunstneren Ingvar Cronhammars ofte oversete arbejde med det arkitektoniske, hvor kunst og byggeri smelter sammen i et unikt samspil. Bogen kombinerer tekst og nyfotograferede billeder for at fremhæve hans særlige tilgang til arkitekturens rolle i kunsten.

En dybdegående undersøgelse af Cronhammars arkitektoniske værker og hans evne til at balancere kunst og byggeri.

Torben Weirup står bag teksten, mens Jens Lindhe har fotograferet til denne monografi, der fokuserer på Ingvar Cronhammars arkitektoniske værker. Cronhammars kunst rummer en dimension, som ofte overses, nemlig hans arbejde med arkitektur. Dette aspekt bidrager væsentligt til den aktuelle debat om arkitekturens grundlag og betydning.

Bogen præsenterer ikke de kendte billeder, men nye optagelser, der tydeligt viser Cronhammars styrke, klarhed og enkelhed, både i kunsten og de arkitektoniske rum, skabt i samarbejde med en række arkitekter. Weirup sætter både de kendte og flere hidtil upublicerede værker ind i en større sammenhæng i forhold til Cronhammars samlede produktion.

I bogens forord fortælles det, hvordan Richard Serra i et interview blev spurgt, hvorfor han ikke blev arkitekt i stedet for billedkunstner. Hans svar, »Plumbing!«, peger på de mange praktiske begrænsninger, som arkitekter må forholde sig til, og som ofte kan forvanske det kunstneriske udtryk.

Ingvar Cronhammar er blandt de få kunstnere, der formår at forstå arkitektens virkelighed og navigere i de mange begrænsninger uden at gå på kompromis med kunstværkets kvalitet. Det er netop denne evne, der gør, at hans livsværk indeholder mange værker med arkitektonisk tyngde og kvalitet.

Processen fra idé til færdigt byggeri eller installation er ikke uden udfordringer, og Cronhammar må ofte kæmpe for billedkunstens sag, hvilket indebærer en angstfyldt proces, der er kunstens mørke bagside. Hans arbejde med det arkitektoniske handler om kontrol, over stedet, teknikken, materialerne og håndværkerne, der udfører værket.

Den mentale skarphed og konsekvens i Cronhammars udtryk forsvinder ikke under denne kontrol; tværtimod ser det ud til, at netop de begrænsninger, han møder, nærer det kunstneriske i hans værker. Resultatet er stadig billedkunst, selv om det er præget af arkitektonisk inspiration.

For arkitekter er det både inspirerende og tankevækkende at følge, hvordan Cronhammar skubber grænserne for det arkitektoniske, og hans samarbejder med bygnings- og landskabsarkitekter har ført til projekter, der ikke ville være blevet til uden hans radikale tilgang.

Det arkitektoniske perspektiv har været en vigtig drivkraft for fotografen Jens Lindhe, som har søgt at fange denne dimension i sine billeder. Samtidig er det gennem billedkunstens optik, at Cronhammars værk bedst kan forstås, en balance, som bogens forfatter nøje udforsker.

Torben Weirup har været kunst- og arkitekturanmelder på Berlingske Tidende siden 1989 og har skrevet bøger om flere billedkunstnere. Jens Lindhe er en anerkendt arkitekturfotograf, der har modtaget adskillige priser for sit arbejde, herunder Fogtdals Fotografpris og Thorvald Bindesbøll-medaljen.

Bogen er udgivet med støtte fra flere kunst- og kulturfonde samt museer, der alle bidrager til at fremme forståelsen af Cronhammars unikke kunstneriske og arkitektoniske bidrag.