Elisabeth Jerichau Baumann

Elisabeth Jerichau Baumann trådte ind på den danske kunstscene i 1848 og vakte stor opsigt som en kvindelig kunstner med udenlandske rødder. Hun kæmpede for at blive anerkendt i en tid, hvor hverken hendes køn eller hendes internationale baggrund blev set som dansk nok.

En pioner inden for kunst og kvindeliv, der balancerede familieliv og karriere i en kritisk tid.

Da Elisabeth Jerichau Baumann, en polsk-tysk maler, kom til København, skabte hun røre i den danske kunstverden. Hun var gift med den kendte billedhugger Jens Adolf Jerichau og insisterede på at leve af sin kunst, noget usædvanligt for kvinder dengang. Hendes stil blev betragtet som for tysk og for international, hvilket gjorde det svært for hende at blive accepteret som en del af det danske kunstmiljø.

Hun udfordrede tidens opfattelser af, hvad kvinder kunne opnå, og forsøgte trods modstand at forene sit familieliv med sin professionelle karriere. Da hun ikke blev omfavnet som dansk, valgte hun i stedet at omfavne sin rolle som kosmopolitisk kunstner. Det gav hende anerkendelse uden for Danmarks grænser, men samtidig blev hendes tilknytning til Danmark ofte betvivlet.

Selvom hun mødte kritik, gav Elisabeth Jerichau Baumann aldrig op, men stod fast på sin kunstneriske identitet og ambitioner. Hendes historie er stadig relevant i dag, hvor kvinder på tværs af baggrund kæmper for synlighed og indflydelse.

Bogen er den første af sin slags, der kombinerer kunsthistorie og kvindehistorie omkring Elisabeth Jerichau Baumann og indgår i serien 'Kunstens kvinder'. Serien formidler forskningsbaseret viden om både kendte og oversete kvindelige kunstnere fra 1800- og 1900-tallet og sætter fokus på deres livsvilkår og kunstneriske karrierer i et kvindehistorisk perspektiv.