Et Menneske Uden Pas Er Ikke Noget Menneske

Beskrivelse

Historien om Danmarks flygtningepolitik i 1930'erne bliver udfoldet med fokus på spændingen mellem humanisme og national interesse i en svær tid før Anden Verdenskrig.

En dybdegående undersøgelse af Danmarks rolle i international flygtningepolitik fra 1933-1939

Den folkelige indsats ved evakueringen af de danske jøder i oktober 1943 står som et af de mest stolte øjeblikke i Danmarks historie. Men blot fem år tidligere var holdningen til flygtninge og forfulgte en helt anden. Under pres fra et anarkistisk internationalt system samt krise og arbejdsløshed blev flygtningepolitikken i Danmark præget af restriktioner og hårdhed, hvor nationale interesser ofte vejede tungere end humanistiske idealer.

I "Et menneske uden pas er ikke noget menneske" undersøger historikeren Hans Kirchhoff for første gang Danmarks position i den internationale flygtningepolitik i perioden 1933-1939. Han påpeger, at flygtningepolitikken i 1930'erne langt fra var et eksempel på medfølelse og humanisme, men samtidig viser han, hvordan de internationale tiltag blev gennemført under vanskelige omstændigheder, ikke mindst på grund af den globale økonomiske krise og det stadig mere truende Tyskland.

Bogen fremhæver også, hvordan årene op til verdenskrigen lagde fundamentet for det internationale hjælpearbejde, der senere førte til FN’s Menneskerettighedserklæring i 1948 og Flygtningekonventionen i 1951. Set i det lys var 1930'erne en dyr læringsproces for mellemstatsligt humanitært arbejde, hvor Danmark spillede en aktiv rolle.

Derudover sætter bogen fokus på, at Vestens udfordringer med at håndtere mennesker på flugt ikke er noget nyt fænomen. Når man sammenligner med nutidens asylpolitik, står det læseren frit at vurdere, om de moderne løsninger er mere humane end dem i mellemkrigstiden. "Et menneske uden pas er ikke noget menneske" giver dermed et unikt historisk perspektiv på Danmarks flygtningepolitik.

Yderligere information