Kierkegaards "Kristendom"

Søren Kierkegaard er en af de mest markante tænkere inden for kristendommens historie, både i Danmark og internationalt. Alligevel tog han afstand fra den centrale idé i kristendommen som ny religion, nemlig forestillingen om Jesus Kristus som „Guds søn“.

Kierkegaards opfattelse af Gud og kristendom adskiller sig markant fra den traditionelle kristne tro.

Kierkegaard anerkendte en Gud, som ikke var skaberen af den synlige verden, sådan som kristendommen normalt lærer det. I stedet talte han om en „ukendt Gud“, som er fuldstændig adskilt fra den verden, vi kender. Denne holdning placerer ham i en religiøs strømning, der opstod samtidig med kristendommen, nemlig gnosticismen, en bevægelse, der i sin kerne genoplivede elementer fra den gamle orfiske tradition, som går tilbage til 500-tallet f.Kr.

Derudover så Kierkegaard ikke livets sande mening i næstekærlighed, som det ellers er almindeligt i kristendommen. Han lod sig i stedet inspirere af Sokrates’ idé om en selvfornægtende „afdøen“ fra kroppen, et tema der også var centralt i den orfisk-gnostiske tankegang.

Trods dette hævdede Kierkegaard, at hans syn udgjorde den ægte kristendom, en påstand, som set gennem idehistoriske briller må betegnes som misvisende.