Men Sko Må Jeg Ha

Romanen "Men sko må jeg ha" fortæller historien om Sønderjylland efter 1864, hvor området blev afskåret fra Danmark og underlagt preussisk styre. Den skildrer kampen for at bevare dansk sprog og identitet gennem vandrelærerinden Henriette Gubi og den unge mand Knud Sørensen.

En fortælling om modstand og overlevelse i en tid med tab og forandring.

Året 1864 markerede en dyb krise for Sønderjylland og Nordslesvig, da grænsen blev trukket helt op til Kongeåen, og området kom under tysk kontrol. Dansksindede oplevede, hvordan dansk blev trængt ud af skolerne, og i 1888 blev det endda forbudt at tale dansk, også i frikvartererne. Mange valgte at emigrere for at undgå den preussiske militærtjeneste, mens andre kæmpede videre for at bevare deres sprog og kultur.

I centrum af fortællingen står Henriette Gubi, født i 1856, som voksede op i et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf de fleste døde unge. Henriette var svagelig og mistede det ene øje som teenager. Hun begyndte at skrive digte, som blev bragt i avisen Dannevirke, og hun uddannede sig på højskole og Zahles seminarium i København. Fra 1882 til 1891 underviste hun i private hjem og på en lille skole ved Rejsby, indtil hun i 1890 blev opfordret til at blive vandrelærer af H. P. Hansen. Som vandrelærer rejste hun fra gård til gård, hvor hun underviste børn i dansk, danmarkshistorie, bibelhistorie, geografi og meget mere. Hun vejledte også forældrene, så de kunne fortsætte undervisningen, når hun rejste videre.

Parallelt med Henriettes historie følger vi Knud Sørensen, en ung mand fra Sundeved. Efter 1864 kunne sønderjyderne i de første seks år ikke længere søge om at bevare deres danske statsborgerskab og samtidig blive boende i området. Når de fyldte 17 år, skulle de i preussisk militærtjeneste, og mange undgik det ved at udvandre, heriblandt Knud. Men da hans forældre ikke kunne undvære ham på gården, vendte han hjem og levede i 20 år skjult i et lille værksted med adgang til en gammel kartoffelkælder. Sammen med tjenestepigen fik han flere børn, men hans forsøg på at slippe ud af dette "fangenskab" mislykkedes. Mens Henriette aktivt kæmpede mod det preussiske styre, blev Knud mere og mere indelukket og fortvivlet.

Romanen følger både Henriette og Knud fra 1864 og frem til Henriettes død i 1894. Hun nåede aldrig at opleve genforeningen i 1920, men hendes liv og kamp står som et stærkt vidnesbyrd om tiden. Der findes tidligere en biografi om Henriette Gubi, men denne roman bringer hendes historie til live på ny.