Nekrofilen

Beskrivelse

Nekrofilen af Gabrielle Wittkop er en debutroman, der udforsker et kontroversielt og provokerende tema gennem fortælleren Lucien, en antikvitetshandler med en usædvanlig og grafisk beskrivelse af sine relationer til både levende og døde.

En fortælling om ensomhed, kærlighed og grænserne for menneskelige relationer.

Gabrielle Wittkops Nekrofilen (originaltitel Le nécrophile, 1972) vækker stærke følelser med sit emne, der både er grænseoverskridende og til tider frastødende. Romanens hovedperson, Lucien, deler åbenhjertigt sine oplevelser, hvor han viser en bred variation i valg af partnere, hvad angår køn, alder og kropsbygning.

Ved udgivelsen i Frankrig skabte bogen en mindre skandale, udgivet på Régine Desforges’ forlag, som Wittkop selv havde et ambivalent forhold til. Bag den umiddelbare provokation gemmer sig dog en dybere meditation over menneskets ensomhed og den uundgåelige adskillelse fra dem, man holder af.

Nekrofilen skildrer med en barsk, men stringent logik en person, der gang på gang må sige farvel til sine elskede, herunder de døde, som han har sin nærmeste forbindelse til. Nekrofilien fremstår i romanen som en form for ultimativ kærlighed, fri for de kompromiser og hensyn, der præger mere almindelige forhold.

Bogen er skrevet som en dagbogsroman med en lyrisk og æstetisk prosa, der balancerer melankoli med sort humor. Et eksempel er den groteske situation, hvor en ung, levende mand prøver at forføre Lucien, der tørt konstaterer: ”Jeg kunne ikke ligefrem sige til ham: ’Jeg kan i særdeleshed godt lide Deres øjne, når det hvide vender ud af dem, Deres stumme læber, Deres iskolde køn, så hvis bare De var død. Desværre har De den utroligt dårlige smag at være i live’”.

Alt i alt er Nekrofilen en fortælling, der både er amoralsk, makaber og samtidig en tragikomisk skildring af en ensom sjæl.

Yderligere information