Proletardrengens Læreaar

Proletardrengens Læreaar skildrer en samfundsklasse, der synes fanget i en ond cirkel af fattigdom og håbløshed. Romanen udfordrer det traditionelle arbejderlitteraturs optimistiske kampånd ved at præsentere en dyster virkelighed, hvor underklassen forbliver fastlåst i sin skæbne.

En kritisk fortælling om underklassens fastlåshed og samfundets rolle i at opretholde den.

Bogen beskriver proletariatet, eller rettere pjalteproletariatet, som beboerne i Ligkisten tilhører, som en gruppe uden evne til at løfte sig selv og forbedre deres vilkår. Så længe alkohol flyder frit, og skandalepressen taler deres sag for at sælge flere aviser, samtidig med at velgørenhedsorganisationer kun yder støtte for at fremhæve deres egne velgørende image, vil denne underklasse forblive fanget, hvor den er.

Pigerne ender naturligt i prostitution, mens drengene bliver deres alfonsere. Dette står i skarp kontrast til det klassiske ideal inden for arbejderlitteratur, som normalt er præget af kampgejst, optimisme og tro på samfundsforandring.

Romanens tydelige og provokerende budskab blev udgivet året efter afslutningen på Martin Andersen Nexøs monumentale værk Pelle Erobreren, som ofte opfattes som indbegrebet af dette ideal. Proletardrengens Læreaar kan derfor ses som en polemisk reaktion mod netop denne traditions fortælling.

Det var underligt at se Byen saaledes udefra. Mørk og skummel og ond laa den der nede under Soldisen som en uendelig, livløs Stenørken og sendte lumske, knoklede Arme ud langs alle Veje. Til den anden Side laa Landet, aabent for Dagens stærke Lys, der faldt saa varmt paa Gaardenes Straatage, de graa Pløjemarker og lidt blinkende Vand langt, langt borte. Mod Nord lukkedes Udsigten af en langstrakt Banke, over hvis brede Ryg en Rugmarks bløde Tæppe var lagt: det friske Grønne mødtes med Himlens kølige Blaa. Charles havde aldrig drømt om, at Livet kunde byde ham til slig en Farvefest.