Skullfucking

Skullfucking er en intens og rå monolog, der gennem sit levende sprog og skarpe politiske undertoner udforsker menneskets indre dæmoner, sex, vold, ensomhed og desperation.

En kompromisløs og poetisk fortælling om menneskeligt forfald og samfundets svigt.

Handlingen udspiller sig i et enkelt rum, hvor en person sidder ved et bord med et glas vand og to døde fluer. Stemningen bærer præg af apokalypse, enten nær eller fjern, og rummer en følelse af galskab, afmagt og vold. Samtidig mærkes en dyb ensomhed, sårbarhed og en form for historieløshed, eller måske snarere en overmæthed af historie.

Skullfucking er en barsk og ufiltreret dommedagsmonolog, der skildrer både individets og samfundets sammenbrud. Den peger på, hvordan vi aldrig rigtig lærer af fortiden, men alligevel blindt stoler på systemet, politikerne, embedsværket og forestillingen om menneskelig godhed.

Vi har lommerne fulde af død, sagde Hertha og holdt om mig.
Hun drømmer.
Hun drømte.
Nu er der stilhed fra sanatoriets tag.
De har sat hende op under himlen.
Hun står ved sit vindue.
Det lille ansvar, sagde de.
Det store vi.
Da var det vi kastede os frem mod ruderne og lo.
Jeg skrev om det.
Lange sætninger.
De fløj væk.

Pressen siger:

• »Peder Frederik Jensens nye og genreudefinerbare bog er en monolog, som virkelig forsøger at fucke med ens hjerne.«, Mikkel Krause Frantzen, Politiken
• »[…] Peder Frederik Jensens nye rasende (gode) bog.«, Kamilla Löfström, Information
• »[…] har man lyst og mod til at se tiden i øjnene, så får man en version, som man ikke lige glemmer og måske endda har godt af.«, Ole Møller, Horsens Folkeblad