Året Som Forsvandt

En dybt personlig fortælling om den trykkede stemning og ensomhed under en svær tid, hvor frygt og sorg fylder i mødet med både sygdom og afstand til dem, man elsker.

En ærlig skildring af isolationens og bekymringens tunge greb midt i en krise.

Stemningen er tung og trykket. Nervøsiteten hænger i luften, og ingen bryder tavsheden. I stedet for de sædvanlige historier og grin, sidder vi stille i intensivafdelingens vagtrum med armene over kors og sammenklemte læber. Tankerne vandrer til soldaterne ved fronten, græder de mon?

Det mest mærkelige for mig har været at bevæge mig ud blandt andre mennesker. Alt føles forandret på en ubehagelig måde. Alle er på vagt, smiler ikke og undgår øjenkontakt. I stedet bliver der holdt skarpt øje med, om reglerne bliver fulgt, og stemningen er præget af en trykket alvor.

Jeg kan mærke, hvordan livsgnisten i ham svinder dag for dag. Han overvejer at trække sit PVK (Perifer Vene Kateter) ud i halsen, så han forbløder. Alligevel er det ikke alvorligt nok til, at jeg får lov til at se min elskede far og støtte ham gennem den svære tid, præcis som han har gjort for mig utallige gange.

Sorgen og savnet tærer på mig, især nu hvor Danmark langsomt åbner op og bevæger sig ud af sin ”pausetilstand”.

Mit hjerte forelskede sig.