At Være En Anden

Beskrivelse

En dybdegående analyse af renæssancens syn på subjektivitet gennem værkerne af Francesco Petrarca og William Shakespeare.

Hvordan renæssancens identitet formes gennem relationen til 'den anden'.

Francesco Petrarca og William Shakespeare repræsenterer på mange måder selve essensen af renæssancen. Gennem en grundig gennemgang af deres digtning opnår man en skarpere indsigt i, hvordan subjektiviteten i denne periode forstås som noget, der formes gennem repræsentation og mangfoldighed. I renæssancen defineres man i høj grad i forhold til 'den anden' eller 'det andet', som på en foruroligende måde synes at bestemme ens egen identitet.

Analysen af Petrarcas digtcyklus »Rerum vulgarium fragmenta« afdækker en kompleks og ambivalent opfattelse af kærlighed, hvor det poetiske jeg ikke baseres på en fast kerne, men derimod på den andens tilstedeværelse. Hos Shakespeare kommer idéen om det ikke-identiske endnu tydeligere til udtryk. En omfattende gloseliste over ordet »nothing« viser, hvordan dette begreb gennemtrænger hans tragedier, komedier, historiekrøniker, romanser og sonetter med en bred vifte af betydninger, herunder:

• død
• vrøvl
• angst
• sprog
• fantasi
• løgn
• kreativitet
• skabelse og destruktion
• kvindens køn
• meningsløshed
• erotik
• tomhed
• jalousi
• kærlighed
• kunst

Begge digtere illustrerer, hvordan væren, identitet og subjektivitet i renæssancen er heterogene, fremmede og decentrerede, men samtidig også åbne, ekspanderende og frie. Med andre ord viser Petrarca og Shakespeare, hvordan renæssancens forståelse af subjektivitet er dybt forankret i idéen om 'at være en anden'.

Yderligere information