Basilisken På Himlen Og Stjerne-Tidsaldre

Bogen udforsker overgangen mellem astrologiske tidsaldre med fokus på basilisken, en næsten glemt mytologisk figur, og dens betydning i alkymi og stjernelære. Den undersøger også, hvordan stjernebilleders positioner har markeret store epoker i historien.

En dybdegående gennemgang af astrologiske tidsaldre og basilisken som nøgle til forståelsen af himmelens skiftende mønstre.

Historisk set har man ment, at ”Fiskenes tidsalder” begyndte omkring 100-tallet f.Kr., da forårspunktet bevægede sig ind i Fiskenes stjernebillede. Astrologiske tidsaldre har gennem tiden været betragtet som afgørende perioder. Ifølge denne tankegang gik vi i 1998-1999 ind i ”Vandbærerens tidsalder”.

Der findes mange forskellige opfattelser af, hvilken stjerne der har fungeret som referencepunkt for Dyrekredsens stjernebilleder. Disse uenigheder har ført til en lang række foreslåede startår for det sideriske år, som beregner, hvornår stjernebillederne nøjagtigt passer med Dyrekredstegnene, der ændres i takt med Jordens forårspunkt. De mange systemer er ofte i konflikt om, hvornår Fiskenes tidsalder egentlig begyndte.

Bogen fremhæver den næsten glemte basilisken, en mytologisk og alkymistisk figur med stor betydning i samspillet mellem alkymi og stjernelære. Den præsenterer ny dokumentation om Basilisk-stjernen (Regulus) og dens rolle som oprindeligt referencepunkt for de store astrologiske tidsaldre, der varer cirka 2.158 år og dannes via præcessionen. Denne bevægelse skyldes Jordens aksens cirkulære skift i rummet.

Overgangen til Vandbærerens tidsalder omkring 1998-1999 stemmer overens med Nostradamus’ forudsigelse fra 1555 om en himmelmæssig omvæltning i 1999, hvor der var en solformørkelse ved Basilisk-stjernen. Skiftet strækker sig over 14 år og omfatter alle tilknyttede forhold. Det harmonerer også med Mayaernes kalender, der forudsiger afslutningen på en gammel tidsalder i 2012.