Jesus Og Oldtidens Stjerneverden

Jesus og oldtidens stjerneverden udforsker forbindelsen mellem astrologi og kongemagten i oldtiden, samt den berømte Bethlehem-stjerne, der ifølge bibelfortællingen ledte de vise mænd til Jesus.

En rejse gennem stjernelærens rolle i oldtidens kulturer og dens betydning for fortællingen om Jesu fødsel.

I oldtidens magtudøvelse spillede idéen om at være 'stjernefødt' en central rolle i herskernes propaganda. Denne forestilling blev styrket gennem en persisk tradition, som fortalte om et 'stjerne-under' ved kongers fødsel. Uddannelsen i stjernelæren fandt sted i templer i både Babylon og Egypten, hvor præster, der var kultisk indviede, underviste i denne hellige videnskab og tilknyttede videnområder.

Den såkaldte Bethlehem-stjerne er kendt som den stjerne, der ifølge Matthæus-evangeliet (2:1-12) viste de tre vise mænd vej til Jesusbarnet i Bethlehem. Gennem historien har der været mange forskellige forklaringer på stjernens natur, om den var mytologisk eller astronomisk. Det Nye Testamente fortæller, at vismændene kom ved Jesu fødsel, fordi de "havde set hans stjerne i Øst", hvilket betyder, at de i virkeligheden var astrologer.

Stjernen blev også set af "hyrder på marken", hvor 'hyrde' var en titel for en kultisk indviet. Begivenheden menes at være sket i en anden by ved navn Bethlehem, som ligger blot syv kilometer fra Nasaret. Hyrderne ventede i nærheden, i byen Nain, der betyder 'marken'.

De gamle mellemøstlige civilisationer navngav visse stjernebilleder på himlen som 'Stalden', 'Oksen', 'Æslet' og 'Krybben'. Disse symboler er også en del af fortællingen om Jesu fødsel. For eksempel findes der i stjernebilledet 'Æslet' en stjerne kaldet Praesaepe, hvilket på græsk betyder 'Krybben'. På babylonisk hed stjernen Nangaru, 'tømmermanden', som var Josefs erhverv, og dette udtryk blev ofte brugt i astronomiske sammenhænge.