Berlins Alexanderplatz Mellem Opbrud Og Erindring

Beskrivelse

Efter genforeningen af Øst- og Vestberlin i 1990 og Berlins status som Tysklands hovedstad opstod der spørgsmål om, hvordan byens historie skulle håndteres, og hvilken retning fremtiden skulle tage.

Arkitekturens rolle i Berlins identitet og udvikling efter genforeningen.

Spørgsmålet om, hvilke historiske elementer Berlin skulle bevare, og hvordan byen skulle udvikle sig, blev især behandlet gennem arkitektur og de mange byggeprojekter, der prægede byen efter genforeningen. Det gjorde Berlin til Europas største byggeplads i en periode. Et centralt eksempel er idékonkurrencen for Alexanderplatz i 1993, som står som et symbol på kampen mellem fortid og fremtid i byens rum. Alexanderplatz, der bærer på både en mørk historie og håbefulde visioner, blev stedet, hvor man skulle tage stilling til, om byens komplekse historie skulle afvises eller accepteres som fundament for dens videre udvikling. I Tyskland har denne konkurrence ofte været set som et udtryk for en bredere tendens til at undertrykke DDR-æraens arv i 1990’ernes Berlin. Denne bog undersøger for første gang denne påstand ved at fokusere på idékonkurrencen i 1993 og Berlin i genforeningstiden, samtidig med at den kaster blik tilbage mod de glansfulde 1920’ere og nazitiden. På den måde tager bogen fat på en plads, der gennem det 20. århundrede har været centrum for flere ideologisk motiverede omdannelser og dermed udgør et både udfordrende og vigtigt vidnesbyrd om nyere tysk og europæisk historie.

Yderligere information