Der Er Intet Foruroligende For Danmark

Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 er et af de mest skelsættende og traumatiske øjeblikke i landets historie. I vinteren 1940 var mange danskere overbeviste om, at faren kom fra syd, og med besættelsen blev Tyskland cementeret som Danmarks arvefjende, en opfattelse, der kun blev styrket under de fem mørke år, der fulgte.

En dybdegående analyse af Danmarks trusselsopfattelse og regeringens dilemmaer op til og under besættelsen i april 1940.

Bogen tager læseren med på en rejse gennem regeringens syn på truslen mod Danmark, set over et længere tidsperspektiv, der begynder i april 1939, da Danmark modtog tilbuddet om en ikke-angrebspagt med Tyskland. Den undersøger, hvordan opfattelsen af truslen ændrede sig efter krigens udbrud i september 1939. Efter Vinterkrigens begyndelse blev Norden fanget i stormagternes krydsild.

Et centralt tema i bogen er, hvordan Storbritanniens politik blev opfattet som en direkte trussel mod Danmarks suverænitet. De britiske planer om at sende en stor flåde ind i danske farvande i foråret 1940 for at åbne en ny front og inddrage Skandinavien i krigen udgjorde en alvorlig udfordring.

Danmark kæmpede en intens diplomatisk kamp for at bevare sin politiske og økonomiske uafhængighed, især for at kunne fortsætte handlen over Nordsøen, trods farerne fra kontrabandelister, miner og tyske ubåde. Situationen blev kritisk, da Vestmagternes handlinger kunne få Hitler til at iværksætte en militær aktion mod Skandinavien, en aktion, der ville trække Danmark ind i krigens vold.

Truslen om en tysk besættelse blev i starten betragtet som sekundær og først konkretiseret i begyndelsen af april 1940, kort før invasionen fandt sted.