Djursland Besat 1940-45

Beskrivelse

Djursland under besættelsen 1940-45 fortæller om modstandsbevægelsens handlinger og deres rolle efter befrielsen, set gennem befolkningens øjne og i en bredere historisk sammenhæng.

En anderledes vinkel på modstandsfolkene og deres efterspil i besættelsestiden.

Bogen "Djursland besat 1940-45. Modstandsmænds overgreb og helterolle efter befrielsen" skildrer modstandsbevægelsens aktiviteter efter besættelsen med fokus på, hvordan de blev oplevet af lokalbefolkningen, en tilgang, der adskiller sig fra den traditionelle fortælling. Den beskriver, hvordan englænderne via agenter rekrutterede danskere til at undergrave landets neutralitet gennem terrorhandlinger.

Modstandsfolkene rettede deres angreb primært mod landsmænd. Inden befrielsen planlagde de deres egen "D-dag", hvor de ville fængsle tyskersamarbejdende danskere, som de ikke brød sig om. På Djursland blev omkring 220 personer interneret, ofte uden at have begået ulovlige handlinger.

Mange blev straffet for handlinger, der egentlig var lovlige, fordi modstandsbevægelsen indførte en ny straffelov, som gjorde tidligere lovlige handlinger ulovlige med tilbagevirkende kraft. Modstandsfolkene ønskede, at de ledende politikere skulle stilles til ansvar for deres forhandlingspolitik med tyskerne. Omvendt mente man, at modstandsfolkene selv burde straffes for deres terroraktioner. Alligevel blev der indgået en tavs aftale om gensidig ikke-indblanding.

Efter befrielsen overtog modstandsfolkene halvdelen af ministerposterne i en ny regering og blev hyldet som helte. Man blev enige om at fremstille modstanden som bredt støttet, selvom historikere senere har betegnet denne fremstilling som en "grundfortælling" og en form for historieforfalskning.

Modstandsfolkene havde fortsat et stærkt had til politiet og sikrede, at politifolk, der ikke havde været tilknyttet modstandsbevægelsen inden 29. april 1945, skulle afskediges. De fleste valgte dog selv at forlade tjenesten, så kun omkring 150 blev afskediget på landsplan.

Den aftale, der blev indgået med politikerne, dannede grundlag for, at modstandsfolkene hele livet kæmpede for at blive anerkendt som helte. De insisterede på at blive kaldt "frihedskæmpere" og opnåede offentlig anerkendelse af denne betegnelse, selvom den ikke stemte overens med virkeligheden.

Derudover pressede de gennem hele livet samfundet økonomisk med krav om hæder og kompensation for deres indsats under besættelsen.

Yderligere information