Fanny Og Mysteriet I Den Sørgende Skov

Fanny mister sine forældre i en tragisk ulykke som 17-årig og vælger at blive alene i sit barndomshjem ude på landet. Mens hun håndterer sorgen og sin hverdag, åbner en magisk og eventyrlig verden sig stille og roligt for hende.

En poetisk fortælling om sorg, venskab og selvstændighed i en nordisk eventyrverden.

”Jeg husker ikke længere i hvilken sammenhæng, men engang, da jeg var ung, påstod jeg, at det var fuldt ud muligt at regne sig frem til, om to mennesker, to fremmede mennesker, ville komme til at mødes en dag. Det var ganske enkelt et spørgsmål om matematik, mente jeg. Udtalelsen fløj ud i rummet og lignede mest af alt et bevinget insekt med fine følehorn. Selvfølgelig var det det rene opspind, i bedste fald et eventyr, der skulle give en form for trøst, for det er vel nærmere afslutningen, der kan beregnes, og adskillelsen, der er indlysende og mulig at kalkulere med.”

Fanny er kun 17 år, da hendes liv vendes på hovedet ved en bilulykke, hvor hendes forældre omkommer. Hun vælger at blive boende alene i det hus, hun er vokset op i, ude på landet, isoleret fra omverdenen. Hendes dage fyldes med enkle rutiner som skolegang, at hugge brænde og at hjælpe præsten Alm i den lokale kirke. Midt i sorgen begynder en ny, eventyrlig verden at udfolde sig omkring hende, fyldt med muligheder og mystik.

Fanny og mysteriet i den sørgende skov er en smuk og lyrisk skildring af sorgens væsen, venskabets kraft og ønsket om selvstændighed. Det er en moderne, nordisk fortælling, der leger med elementer af fabel og mystik.

Pressens ord om bogen:

• ★★★★★★ ’Storslået romankunst’, VG
• ’En exceptionel fortælling om sorg og tilbagevenden til livet, hvor skoven, eventyr og ensomhed væves sammen.’, Le Courrier
• ’Langsomt, langsomt udforsker Rune Christiansen menneskelivet. Med stor nysgerrighed og fin musikalitet gør han det trivielle sublimt.’, NRK
• ★★★★★ ’Et ungt menneskes søgen efter kærlighed og tryghed beskrives med minimale virkemidler, der alligevel vrider historien langt ud over virkelighedens grænser. Det er gribende.’, Adresseavisen