Jeg Er Blevet Så Banal Som Et Litermål

“Jeg er blevet så banal som et litermål” er en samling digte og andre litterære elementer af claus ejner, der udforsker grænselandet mellem sprog og billeder. Bogen leger med konventioner og inviterer læseren til at opleve sprogets flygtige øjeblikke og transformationer.

En litterær leg med sprogets grænser og hverdagslivets banalitet.

claus ejner beskriver selv sin udgivelse som et litterært hængsel, en overgang mellem en genkendelig genre og noget mere ubestemt. Ved første øjekast kan det ligne en klassisk konflikt mellem ord og billeder, men samlingen rummer langt mere end blot denne leg med kontraster.

Denne bog kan ses i lyset af Marcel Duchamps begreb “Infrathin” (Inframince på fransk), som dækker over de flygtige øjeblikke og transformationer, der ikke kan beskrives med almindelige ord, men kun antydes. Et eksempel er den varme, der sidder tilbage i et sæde lige efter, at en person har rejst sig, hverken personen eller stolen, men noget midt imellem.

I samme ånd kan claus ejners digte opfattes som sproglige transformationer, der bevæger sig mellem traditionelle digte og fragmenter fra forfatterens nære livsverden. Her møder vi:

• billeder, tegninger og fotografier
• fraser fra dagligdagens mediestrøm
• jobannoncer og overstregninger
• skæve epigrammer og aforismer om tilsyneladende trivielle fænomener

Disse elementer forstyrrer og forstærker digtformen og skubber til dens grænser. Som claus ejner selv formulerer det, handler det om ”… at træde en dans med banaliteter forstået som nogle af livets væsentligste grundvilkår og erkendelser”.

Omslagsgrafiker, illustrator, tegner og fotograf: Claus Ejner