Fornuften Under Troens Lydighed

Under reformationen i Danmark var naturvidenskab som medicin og naturfilosofi tæt forbundet med den religiøse forståelse af verden. Disse fag blev betragtet som midler til at afdække og bekræfte Guds skaberværk og almagt.

Forholdet mellem tro og fornuft under reformationen og luthersk ortodoksi.

I reformationstiden blev fag som fysik, astronomi og anatomi ikke bare set som selvstændige discipliner, men som veje til at forstå og anerkende Guds skaberværk. Målet var at oplyse og styrke troen gennem erkendelse af Guds almagt og forsyn. Samtidig var forholdet mellem videnskab og religion genstand for intens debat, som kulminerede omkring år 1600 under den lutherske ortodoksi.

De ortodokse mente, at naturen var som en bog, hvorigennem man kunne læse om Gud. Men de var også skeptiske over for naturfilosofi og lægevidenskab som kilder til dybere erkendelse, da de frygtede, at teologiens autoritet kunne blive udfordret. Derfor valgte man at adskille teologien fra de øvrige videnskaber og stillede krav om, at fornuften skulle være underlagt troens lydighed, en holdning, som lægen og teologen Caspar Bartholin udtrykte klart.

Som bogen fremhæver, førte denne adskillelse utilsigtet til, at medicin og naturfilosofi kunne udvikle sig i retning af en moderne videnskab, der var uafhængig af religiøse forklaringer på naturen og mennesket.