Nålebinding

Nålebinding er en urgammel teknik, der går hånd i hånd med vævning og har rødder helt tilbage til, da mennesker begyndte at slå sig ned som landbrugere og husdyravlere. Den har været brugt i over 100.000 år og findes stadig i forskellige former verden over.

Nålebindingens historie og betydning i nordiske klimaer

Min interesse for arkæologi og etnologi har ført til en opfattelse af, at nålebinding er lige så gammel som vævning. Denne teknik kunne være opstået, da mennesker blev bofaste og begyndte at dyrke jorden og holde kvæg. De tidligste fåreracer, som for eksempel Soay-fåret fra De Ydre Hebrider og en race i Mongoliet, fælder deres uld naturligt, ligesom moskusoksen på Grønland, hvilket gjorde uldklipning unødvendig.

Nålebinding har sandsynligvis været anvendt i mere end 100.000 år, især til fremstilling af bæreposer, fiskenet og andre ting af plantematerialer. Teknikken er udbredt over hele verden, efterhånden som mennesker har spredt sig til forskellige kontinenter. I Norden, Skandinavien, de baltiske lande og den vestlige del af Rusland har nålebinding fået en særlig betydning, da klimaet har stillet særlige krav til holdbarheden af materialer som uld, pileflet og træ.

Desværre er ting lavet af nedbrydelige materialer ikke lige så holdbare som metalgenstande, og derfor er kun et fåtal bevaret gennem tiderne. Arkæologer vurderer, at kun omkring 5% af redskaber fra jernalderen er overlevet. Alligevel giver disse fund os værdifuld indsigt i menneskers liv gennem mange tusinde år.