Vejen Mellem Elstir Og Vinteuil

Marcel Proust ser litteraturen som sin primære kunstform, men han trækker stærkt på både musik og billedkunst i sit værk. I "På sporet af den tabte tid" bruger han farver og toner til at skabe stemninger og beskrivelser gennem fiktive kunstnere.

En dybdegående undersøgelse af, hvordan Proust væver billedkunst og musik ind i sin litterære verden.

Hos Proust er litteraturen ikke isoleret; den bygger i høj grad på samspillet mellem musik og billedkunst. I romanen "På sporet af den tabte tid" benytter han sig af to fiktive kunstnere, maleren Elstir og komponisten Vinteuil, til at illustrere og tale om virkelighedens kunstformer.

Han lader samtidig de forskellige kunstarter beskrive hinanden og blander indtryk fra både musik og billedkunst helt ned i de mindste detaljer. Denne kalejdoskopiske leg med farver og lyde skaber en synæstetisk oplevelse, som forfatteren af denne bog mener er helt unik i litteraturhistorien.

Proust fornyer sproget ved at fusionere billeder og lyde i uendelige samsansninger. Hans fiktive kunstværker bliver symboler på det at skrive og skabe litteratur.

Bogen indeholder desuden en omfattende samling af citater og referencer til over 350 kunstværker, hvilket gør den til en uvurderlig følgesvend under læsningen af På sporet af den tabte tid.