Borgerligt Regimente

Bogen dykker ned i begrebet 'borgerligt regimente', som i 1641 blev brugt til at beskrive politi, ikke som kriminalitetsbekæmpelse, men som god orden og styring i byerne. Den undersøger, hvordan politi blev forstået og praktiseret i Danmark fra 1682 til omkring 1800.

En historisk gennemgang af politiets rolle som ordenshåndhæver og samfundsregulator i det tidlige Danmark.

I en ordbog fra 1641 defineres ‘politi’ som ‘borgerligt regimente i købstæderne’, hvilket ikke handlede om politibetjente eller kriminalitetsbekæmpelse, men om at sikre god styring og orden i bysamfundet. Begrebet dækkede over en række politiforordninger, der regulerede alt fra brødpriser og renovation til håndværkslav, tiggeri, luksus og helligdagsorden.

Disse regler blev oprindeligt udarbejdet af hver købstads magistrat i samarbejde med borgerskabet og håndhævet af kommunale embedsmænd. I perioden ca. 1500–1800 forsøgte de danske konger, ligesom andre europæiske fyrster, at ensrette lovgivningen ved at udsende flere politiforordninger, der gjaldt for hele riget. Denne proces blev intensiveret efter enevældens indførelse, og i 1682 oprettede Christian 5. en særlig politimyndighed.

Historikere har traditionelt set det tidlige politi som et redskab til at disciplinere befolkningen og styrke statens magt. Nyere tysk forskning har dog fokuseret mere på borgernes egen efterspørgsel efter ‘god politi’. Denne bog er den første danske undersøgelse, der tager fat på denne problemstilling.

Bogen analyserer politiets udvikling i tre nordjyske jurisdiktioner fra 1682 til omkring 1800 og sammenligner den urbane politiforvaltning i den store købstad Aalborg, den mindre landlige købstad Sæby samt landjurisdiktionen Børglum-Jerslev herreder.

Den giver samtidig et unikt indblik i det tidlige politis mange forskellige opgaver. Størstedelen af bogen fokuserer på Aalborg, hvor der var betydelig modstand mod politiets inkvisitoriske metoder, samtidig med at borgerne ønskede bedre kontrol med brødpriser, næringsprivilegier, forurening af åerne og ulydige tjenestefolk. Selvom kongens byfoged fungerede som politimester, bevarede magistraten kontrollen over politiforvaltningen.

I Sæby udspillede en lignende konflikt sig mellem borgerskabet og byfogeden, der her havde den fulde bystyrelse. Politi handlede primært om borgernes velfærd i købstæderne, mens indsatsen på landet især fokuserede på at håndhæve forbuddet mod produktion og salg af brændevin uden for byerne.

Et egentligt landpoliti blev først etableret efter landboreformerne, hvor bønderne også opnåede status som borgere.