Egentlighedens Jargon

Beskrivelse

Egentlighedens jargon undersøger den eksistentielle snak, der stammer fra Martin Heideggers Væren og tid og har bredt sig til områder som psykologi, pædagogik og teologi. Bogen afslører, hvordan denne form for sprog kan skjule virkeligheden bag tomme ord.

En kritisk gennemgang af den eksistentielle jargon og dens indflydelse på moderne tænkning.

Egentlighedens jargon fra 1964 beskriver en særlig type eksistentiel snakkesalighed, som oprindeligt udspringer af Heideggers tanker i Væren og tid fra 1927. Denne jargon har siden bredt sig til flere fagområder som psykologi, pædagogik, æstetik og teologi. Den fungerer både som en selvretfærdiggørende og ”dyb” metafysik og som en ideologisk mekanisme, der forhindrer en klar erkendelse af virkeligheden.

Adorno påpeger, at dem, som bruger denne jargon, ofte fremstår mere enfoldige end opbyggelige. De bliver snarere en del af tidens ukritiske medløberi end engagerede og handlende individer. Det er netop denne blindhed, der gør talen om ”egentlighed” farlig. Den skyldige er det diffuse ”man”, der lever ”uegentligt”, fordi det ikke har forstået sin eksistens som ”kastethed” og ”væren hen imod døden”.

I dag kan man stadig finde spor af egentlighedens jargon i en fortyndet og banal form i eksistenspsykologi og managementteori, hvor der ofte lægges stor vægt på positive ord og udfordringer uden substans.

Theodor W. Adorno (1903-1969) gik direkte til kilden hos Heidegger og hans efterfølgere som Jaspers og Bollnow for at vise, hvor forurenet og uklart dette tankesæt egentlig er. Hans tilgang er et stærkt eksempel på kritisk teori, der både er skarp og intellektuelt udfordrende.

Yderligere information