Carpe Diem

Carpe Diem udforsker betydningen af undervisning og dens indflydelse på elevernes livsvalg. Mikael Busch deler sine erfaringer som gymnasielærer og reflekterer over uddannelsessystemets udvikling og udfordringer.

En kritisk og engageret gennemgang af uddannelsessystemet og lærerens rolle i en tid præget af mål- og kompetencestyring.

I sin bog tager Mikael Busch udgangspunkt i Peter Weirs film "Døde poeters klub" (1989), hvor gymnasielæreren John Keating opfordrer sine elever til at "gribe dagen". Busch understreger, hvordan en god lærer kan vække elevernes sans for skønhed og poesi, noget, der ofte anses som irrelevant i det etablerede system.

Bogen dækker alle niveauer i uddannelsessystemet, fra folkeskole til universitet, og bygger på Buschs 25 års erfaring som gymnasielærer. Teksterne spænder over både aktuelle emner og refleksioner fra den nærmeste fortid, og de sætter uddannelsespolitikken ind i et tiårigt perspektiv.

Busch har et ambivalent forhold til 68-generationen, som prægede 2005-reformen. Han beundrer deres engagement og opgør med den gamle skole, men påpeger også de negative konsekvenser, der først blev synlige år senere.

Han efterlyser et nyt anti-autoritært oprør, denne gang mod det voksende professorvælde og den læringsmålstyrede undervisning, hvor alt skal måles og optimeres. Han kritiserer "New Public Management"-tænkningen, som omdanner vores uddannelsesinstitutioner til målstyrede produktionsvirksomheder.

Efter adskillige reformer fremstår uddannelsessystemet i dag som værre end den gamle "sorte skole". Ifølge Busch ville John Keating sandsynligvis flygte, hvis han skulle undervise i nutidens Danmark.

I en tid, hvor fokus er på fremdrift og nytte, minder Carpe Diem os om, at undervisning i virkeligheden bør handle om det gode, det sande og det skønne. Lærerens rolle er vigtigere end nogensinde, og opfordringen til at gribe dagen står stadig stærkt.