Enevælde Og Rationalisme 1650 - 1720

Beskrivelse

Enevælde og rationalisme i perioden 1650-1720 udforsker, hvordan magt og frihed blev balanceret gennem skiftende idéer og historiske begivenheder. Bogen tager os med fra Hobbes’ rationelle forsvar for enevælde til oplysningstidens tanker om individuel frihed og samvittighed.

En rejse gennem enevældens filosofi og rationalismens fremmarch i Europa og Danmark.

Hobbes præsenterede en logisk begrundelse for enevælde som en frivillig aftale mellem suveræn og undersåtter, der skulle sikre den altafgørende indre fred. Frederik III gjorde gældende, at det var sådan magten blev etableret i Danmark, mens Solkongen hævdede, at hans magt var gudgiven. Begge herskere var absolutte, også i spørgsmålet om folkets tro.

På den anden side mente Spinoza, at enhver skulle have frihed til både at tænke og udtrykke sine tanker. Statens opgave var ikke at skabe frygt, men at befri befolkningen fra den. Locke argumenterede for, at ingen kunne opgive retten til selv at tage ansvar for sin sjæls frelse, og Bayle hævdede, at selv ateister kunne have moral og samvittighed.

Disse idéer om individuel frihed spredte sig langsomt, mens Newton og Rømer udfordrede jordens rolle som universets centrum. Selvom heksebrændingerne stoppede, fortsatte brugen af tortur og radbrækning under og efter barokkens storhedstid.

Det danske kongehus’ ambitioner om at erobre Bremen og Verden, samt Sveriges stormagtstrang, kostede Danmark nogle af dets bedste provinser, ifølge Molesworth. Til gengæld blev tyrkerne holdt tilbage ved Wiens porte. Tilbagekaldelsen af Ediktet fra Nantes førte til, at endnu flere huguenotter flygtede fra Frankrig, mens den engelske Glorious Revolution endegyldigt satte en stopper for Stuarts drømme om enevælde.

Yderligere information