Optimismens Politik

Beskrivelse

Hvis man kan arbejde, så skal man! Dette fokus på potentiale og ressourcer får en stor gruppe udsatte borgere til at føle, at de ikke har mu­lig­hed for at hono­rere de opstillede krav. Optimismens politik ser på konsekvenserne af den beskæftigelsespolitik, der er blevet ført siden slutningen af 1990'erne.

Den udsatte borger er ble­vet ’akti­vi­tets­parat’, og det afgørende forhold er ikke længere, hvilket pro­blem, borgeren vur­deres at tumle med, men hvor godt vedkommende matcher arbejds­markedet.

Færre får tilkendt førtidspension, og flere og flere af de, der modtager kontanthjælp, vur­deres at være parate til at tage en uddannelse eller at kunne arbejde. Kommuner, der genvurderer deres ud­satte borgere for at finde ud af, at de faktisk godt kan arbejde, hyldes som tidens helt store socialpolitiske successer.

De ledige bliver til uværdigt trængende: De kan godt, men vil ikke, siger man – og derfor er det rimeligt at møde dem med hårdføre midler. Samtidig føler de udsatte borgere ikke, at de kan leve op til de mange krav.

I Optimismens politik undersøger Mathias Herup Nielsen, hvad der er det politiske rationale bag beskæftigelsespolitikkens nye ’ja-hat’. I bogen udpeger han nogle af de konsekvenser, udviklingen har haft.

Mathias Herup Nielsen er kandidat i forvaltning fra Roskilde Universitet og ph.d. i Stats­kundskab fra Aalborg Universitet. Han arbejder som forsker og underviser i sam­funds­viden­skab på Aalborg Universitet.

Yderligere information