Petersborg-Fortællinger

"Petersborg-fortællinger" samler nogle af Nikolaj Gogols mest mindeværdige historier, der oprindeligt blev udgivet i forskellige sammenhænge og først senere blev samlet under denne betegnelse.

En samling fortællinger, der giver et unikt indblik i Gogols tidlige forfatterskab og hans forbindelse til Petersborg.

Der findes egentlig ikke noget værk, der oprindeligt hed "Petersborg-fortællinger". Det var heller ikke Gogols egen idé at samle historierne under dette navn. Tre af fortællingerne blev først udgivet i samlingen "Arabesker" fra 1835, som Gogol selv beskrev som ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Denne bog indeholdt en blanding af essays om historie og kunst sammen med noveller som ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”.

Fortællingen ”Næsen” blev første gang trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift "Den Samtidige", efter at den først var blevet afvist af "Den Moskovitiske Iagttager", som fandt den ”nedrig og triviel”. Seks år senere fik historien nyt liv, da den i 1842 blev genudgivet i en revideret udgave, hvor Gogol blandt andet fjernede de klare antydninger om, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hed fortællingen "Nos", men den bar oprindeligt titlen "Son", der betyder ”Drømmen”.

Endelig udkom ”Kappen” i 1842, selvom Gogol havde arbejdet på den i seks år. Den blev udgivet som den sidste i denne samling og indgik i hans samlede værker, der udkom samme år. Samlingen indeholdt også hans berømte komedie "Revisoren", mens "Døde sjæle" udkom særskilt i 1842. Mod slutningen af 1800-tallet begyndte man at kalde disse historier for ”Petersborg-fortællinger”, og først i 1924 blev de udgivet samlet under denne titel.

Nikolaj Gogol (1809-1852) står som en af de mest markante skikkelser i russisk litteratur, på linje med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Han var ukrainsk adelig med beskedne midler og rejste som 18-årig til Petersborg med drømmen om en karriere som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sin sande plads, hjulpet af sit store forbillede, nationaldigteren Aleksandr Pusjkin. De to mødtes i 1831 og indledte et frugtbart samarbejde.

Samme år satte de begge deres præg på russisk litteratur med henholdsvis "Aftener på en gård nær Dikanka" og "Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger", som lagde fundamentet for 1800-tallets store prosaværker. Kort efter fulgte de fortællinger, der senere blev kendt som "Petersborg-fortællinger" (1835-42), mens Gogols komedie "Revisoren" fra 1836 cementerede hans status som en skarp samfundssatiriker.

Gogols rolle som kritiker af tsarens regime var dog problematisk, og han tilbragte store perioder i udlandet frem til 1848. Her skrev han blandt andet hovedværket "Døde sjæle" (1842). I de efterfølgende år blev han ufrivilligt centrum for den russiske intelligentsias opposition mod styret. Gogol kæmpede med anden del af "Døde sjæle", som han til sidst brændte det meste af. Han døde i 1852, desillusioneret og svækket af sygdom.