Præsten I Vejlby Og Hans Søn - Ofre Eller Mordere?

Beskrivelse

Historien om præsten i Vejlby, Søren Jensen Quist, som i 1626 blev henrettet for mordet på sin kusk, har gennem tiden været genstand for både retssager, mytedannelse og familietragedier. Sagen rummer både uafklarede spørgsmål og dramatiske hændelser, der har præget flere generationer.

En dramatisk sag om retfærdighed, hævn og myter omkring en præstefamilie i 1600-tallet.

I 1626 blev præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, dømt og henrettet for drabet på sin kusk, som fandt sted 19 år tidligere med en tinkande som mordvåben. Ifølge et øjenvidne kunne præsten ikke tåle at se tinkanden efter mordet, og derfor gav han den videre til sin søster. Præstens familie formåede med støtte fra lensmanden og lokale adelsfolk at udskyde retssagen i mange år, men til sidst blev præsten dømt i tre forskellige instanser.

Årene 1633-34 bragte sagen op til fornyet behandling, da præstens søn indbragte den for domstolene igen. På trods af dette afviste dommerne ved tre instanser at ændre dommen. Siden da har mindst 44 personer, heriblandt 17 præster, skrevet om præstens uskyld, dog uden at gennemgå retssagens faktiske indhold.

For dem, der ønsker at komme tættere på sandheden, er retsprotokollerne i Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København værd at studere. Her findes den autentiske beretning, blandt andet præstens overraskende svar, da han blev spurgt, om han ville tilstå, hvis det kunne bevises, at hans søster havde modtaget tinkanden fra ham.

Ved sin fars henrettelse lovede sønnen Peder hævn og skrev med blod på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Hans blodhævn kostede livet for to af hovedvidnerne, og muligvis også for det ene vidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter.

Myterne om sagen blev skabt og videreført af præstesønnen og hans efterkommere. Disse fik fornyet liv gennem St. St. Blichers roman fra 1829, "Præsten i Vejlbye", hvor han hævdede, at fortællingen "desværre! er alt for sand" med hensyn til historiens kerne. Den uskyldige offerrolle appellerede stærkt til læserne, men spørgsmålet er, om Blicher nogensinde havde set de originale retsakter.

Bag myterne om den dydige præstefamilie gemmer sig en langt mere kompliceret virkelighed:

• Broderen Rasmus truede et øjenvidne til tavshed.
• Konen forsøgte at bestikke foged, lægdommere og vidner.
• Søsteren, fasteren og fætteren gjorde forgæves forsøg på at skaffe præsten et alibi for mordaftenen.
• Sønnen Peders hævn førte til døden for to hovedvidner samt muligvis også for det ene vidnes kone, delefogeden og dennes svigerdatter.
• Sønnen Christoffer protesterede mod afslag på et præsteembede ved at prædike på kirkegården i Albøge, men blev senere skudt af svenske soldater på Anholt.

Yderligere information