Om Påskelatteren

En undersøgelse af den gamle tradition med påskelatter, som har vakt debat gennem århundreder, og dens betydning i kirke og samfund.

En kulturhistorisk rejse gennem påskelatterens rolle og dens skiftende opfattelse i teologi og filosofi.

Er det tilladt at grine i kirken? Dette spørgsmål går helt tilbage til en glemt tysk skik, hvor menigheden påskemorgen blev bragt til højlydt latter. I 1518 udgav humanisten og senere reformator Johannes Oecolampadius et skrift, der for første gang beskrev, og kritiserede, fænomenet påskelatter. Selvom teksten er kendt, har den aldrig før været tilgængelig på dansk, før nu i denne kommenterede udgave.

Bogen giver en kulturhistorisk gennemgang af påskelatteren som en kirkelig praksis i senmiddelalderen og den tidlige renæssance. Særligt fokuseres der på, hvordan denne skik blev modtaget og debatteret i de efterfølgende århundreder, hvor forskellige trosretninger kæmpede om dens legitimitet. Derudover indeholder værket en undersøgelse af, hvordan påskelatteren har udviklet sig i Danmark.

Afslutningsvis præsenterer forfatteren et essay om latterens plads i både kirke og samfund samt i teologi og filosofi. Her vises det, hvordan synet på latter har ændret sig markant på relativt kort tid, fra at være mistænkelig og forbudt til i dag at blive hyldet som noget næsten helligt og lovprist i teologisk sammenhæng.