Luhmann Og Dannelse

En dybdegående faglig undersøgelse af Luhmanns perspektiver på dannelse, der spænder over teori, medier, uddannelse og semantik.

En omfattende analyse af Luhmanns bidrag til dannelsesteori og uddannelsesfeltet.

Bogen samler forskellige faglige indsigter om Luhmann som en central teoretiker inden for dannelse. Den indeholder bl.a. Ole Thyssens refleksioner over selvdannelse, Stein Bråtens kritik af Luhmanns dannelsesteori med fokus på dialog og læring, samt Michael Paulsens perspektiv på overgangen fra autopoietisk dannelse til verdensdannelser. Oleg Koefoed bidrager med en begivenhedsfilosofisk tilgang, hvor dannelse ses som en mikrorevolutionær begivenhed.

Derudover undersøges Luhmanns syn på medier og dannelse gennem Jesper Tækkes model om selvets dannelse i seks stadier, herunder netdating og undervisningskommunikation set i et luhmannsk lys, præsenteret af Yvonne Fritze og Yngve Nordkvelle.

Som uddannelsesteoretiker belyses Luhmanns rolle gennem flere vinkler: Jens Jørgen Hansen analyserer diskurser i uddannelsessystemets selvforståelse, Tina Bering Keiding diskuterer reformpædagogikkens grundlag i relation til Luhmann, mens Helle Mathiasen stiller spørgsmålet om, hvordan man sikrer læring hos de studerende. Simon Calmar Andersen bidrager med en systemteoretisk betragtning af politisk styring inden for uddannelse.

Endelig præsenteres Luhmanns forståelse af dannelse som semantik af Lars Qvortrup, der giver en kritisk gennemgang af dannelsesbegrebet. Lars Geer Hammershøj diskuterer dannelse som en kontingensformel mellem samfundsbeskrivelse og samtidsdiagnose, Ole Thyssen udforsker dannelsens forskellige dimensioner, og Gorm Harste behandler tidssans som en form for dannelse.