Stop Stofskiftevanviddet

Stop Stofskiftevanviddet sætter fokus på de udfordringer, patienter med stofskiftesygdomme møder, især når læger ikke tager deres symptomer alvorligt. Bogen bygger på både forfatterens egne erfaringer og input fra stofskifteramte verden over.

En patientdrevet opgør med årtiers fejlslagen behandling af stofskiftesygdomme.

At være patient med stofskifteproblemer kan være en hård kamp, især når ens symptomer ikke bliver lyttet til, og man selv må forsøge at finde svar. Det er nemlig sådan, at man ofte kan finde en mulig diagnose blot ved at søge sine fire værste symptomer på nettet, i over 85% af tilfældene. Det gør det ekstra frustrerende, når læger ikke vil anerkende det, eller hjælpe med at sortere i den information.

Mange, især kvinder og ældre, lever med uopdaget lavt stofskifte. Stop Stofskiftevanviddet er skrevet som et opråb mod den dårlige behandling, der har præget området i årtier. Bogen giver en opdateret indsigt i stofskiftesygdomme, binyrefunktion og andre hormonelle udfordringer. Forfatteren, der selv har levet med stofskifteproblemer i mange år, har samlet viden fra specialister og fra tusindvis af stofskifteramte verden over, som har delt deres praktiske erfaringer.

Baggrunden for bogen er forfatterens egne problemer med at tåle syntetisk T4-stofskiftehormon, som kroppen skal omdanne til det aktive T3. Mange med stofskiftebesvær har netop vanskeligheder med denne omdannelse og oplever derfor bivirkninger og manglende symptomlindring ved behandling med T4-medicin.

De fleste har erfaret, at naturligt ekstrakt fra skjoldbruskkirtlen, som indeholder alle stofskiftehormoner inklusive T3, har givet bedre resultater, især når binyrerne samtidig bliver støttet. Denne behandling var tidligere almindelig og godt tolereret, men siden 1960’erne, hvor syntetisk medicin blev dominerende, har både medicinalindustrien og læger fejlagtigt afvist den naturlige behandling som utroværdig.

Fritjof Capra, kvantefysiker, påpegede for 30 år siden i sin bog The Turning Point, at moderne medicin stadig ser kroppen som en maskine, hvor sygdom er en fejl, der skal repareres. Selvom vi i dag kender mere og mere til kroppens mindste dele, har vi samtidig mistet fokus på patienten som et menneske og reduceret sundhed til en mekanisk funktion.